Professor er forundret over, at det økonomisk trængte DR brugte 400.000 kr. på at sende en delagation til New York i håb om at høste en Emmy for tv-serien "Forbrydelsen".
28. november 2007, 19:01
- 400.000 kroner er mange penge i forhold til den økonomiske situation, som DR er i. Og jeg undrer mig over, om det er det rigtige signal at sende.
Det sagde professor i ledelse på Copenhagen Business School, Flemming Poulfelt, da han i dagens P2 plus på DR blev præsenteret for det beløb, som DR har postet i at sende 16 mand af sted til New York.
Håbet var, at tv-serien "Forbrydelsen" ville vinde TV-branchens svar på en Oscar. I så fald ville det være femte gang DR kunne stikke en Emmy i kufferten.
Sådan gik det ikke.
Men DR har stadig brugt knapt 400.000 kroner på turen - heraf 200.000 kroner på flybilletter til de 16 delegerede.
Den store udskrivning forsvarer generaldirektør Kenneth Plummer blandt andet med følgende ord:
- Det er vigtigt, at vi fejrer vores succeser, vigtigt, at vi driver virksomheden fremad, og vigtigt, at de kreative kræfter, vi har herhjemme er med fremme, når vi kvalificerer os til et VM, siger Kenneth Plummer.
Den argumentation kan Flemming Poulfelt godt forstå. Et langt stykke hen ad vejen er han også enig i, at det godt må koste noget at rejse det danske flag i internationale sammenhænge.
- Jeg synes blot, at i den nuværende situation skulle man have overvejet, om det var det rigtige signal at sende.
- Og jeg håber, at når man kommer hjem fra denne her tur, at man så sætter sig ned og laver en debrief, og spørger sig selv: Hvad kom der ud af det? Og hvad er det for nye indtryk, vi har samlet sammen, slutter Flemming Poulfelt.


























































