Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Digital markedsføring på ny kurs

Der bruges stadig flest penge på de traditionelle bannerreklamer, men nye annonceringsformer er ved at vinde frem på nettet. Mediebureauer tror, at fremtiden ligger i søgemaskinemarketing og alternativ markedsføring på sociale netværkstjenester.

Digital markedsføring på sociale netværkssider som Facebook og dkbn er vejen frem, hvis koden til at få succes med en alternativ form for annoncering bliver knækket. Sådan lyder spådommen fra flere danske mediebureauer, som gerne vil udnytte det enorme potentiale, der ligger i communities.

»Det er et område, der vækster ekstremt meget i øjeblikket – også på annoncesiden. Der er flere og flere annoncører, der kaster sig over det, fordi der ligger et stort potentiale gemt,« fortæller Christian Strand, der er Group Interactive Director hos Initiative Universal Media, IUM.

For at få succes med annoncering på eksempelvis Facebook og Arto skal der dog tænkes i andre baner end de traditionelle bannerreklamer.

»På de sociale netværkstjenester handler det om måden, man som annoncør er til stede på. Brugerne er ret immune over for traditionelle reklamebannere, fordi de har et andet mål med at være på netværkssiderne, end når de går ind på eksempelvis nyhedssider,« siger Frank Aagaard Andersen, der er Direktør i Omnicom Media Group, OMC, som er et af de største mediebureauer i Danmark.

Christian Godske, som er Digital Strateg hos mediebureauet Mediacom, der blandt andet har kunder som Danske Bank, TDC og Volkswagen, tror også på, at man skal tænke i helt nye baner, når man skal markedsføre et produkt på de sociale netværkssider.

»Hvis man kun ser Facebook som en mulighed for at annoncere med bannere ude i siden, så mener jeg, at man har spildt potentialet,« siger han og fortsætter:

»I de sociale netværk vender folk tilbage hver eneste dag, og det kræver en anden type annoncering i forhold til kampagner, der som regel kun kører mellem to og tre uger. Det betyder, at man i højere grad skal tænke på at skabe en værdi for brugerne, så de gerne vil komme tilbage til siden og måske endda vil anbefale den til deres venner.«

Christian Godske tilføjer, at applikationer, som er en stor del af Facebooks struktur, kan være en del af vejen frem for at lokke nye kunder i butikken.

»Blinde« over for banner
Omsætningsmæssigt er de helt traditionelle bannerreklamer stadig sværvægterne, men markedet er nødt til at omstille sig. Brugerne er nærmest ved at være blinde over for eksempelvis bannerreklamer, der er placeret i toppen af en hjemmeside, fordi de har vænnet sig til dem.

»Bannerne skal placeres på andre måder, før de har en effekt, og derudover skal der også være mere indhold i dem i forhold til de traditionelle reklamer. Brugerne skal få noget ud af at klikke sig videre,« siger Christian Godske.

Han understreger, at der ikke er nogen tvivl om, at bannere stadig er det, der bruges flest penge på. Men hvis man ser på, hvor interessen ligger, så står hele sfæren af sociale netværk og brugergenereret indhold rigtig højt på dagsordenen.

En anden annonceringsform, som også er meget populær blandt mediebureauernes kunder, er søgemaskinemarketing, som er en intelligent annonceringsform, der ud fra brugernes adfærd finder frem til, hvilke annoncer de kunne være interesseret i at se.

»Markedet for søgemaskineannoncering stiger eksplosivt i øjeblikket, fordi det er omkostningseffektivt,« fortæller Frank Aagaard Andersen, der er Direktør i mediebureauet Omnicom Media Group.

De store mediebureauer i Danmark har endnu ikke mærket så meget til recessionen, for de store kunder satser stadig hårdt på den interaktive markedsføring.

»Det er klart, at jo mere presset firmaernes økonomi bliver, jo mere vil de sætte fokus på reklamer med en dokumenteret effekt, men det er jo noget, der heldigvis er ret nemt at dokumentere med reklamer på nettet,« siger Christian Strand fra IUM og tilføjer:

»Interaktiv annoncering er blevet så centralt for kommunikation og marketing, at det nok ikke er der, man starter, når man skal spare penge.«


Læs også:

Verdens bedste film?

Danmarks dårligste reklame

Ups for en netadresse!

 




Markedet lige nu