Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Der er slukket for Live pigen i København

YouSee har lukket for signalet til Kanal København, så langt hovedparten af de københavnske seere kan ikke længere se den lokale TV-station.

For broderparten af de københavnske TV-seere er det ikke længere muligt at tænde for Kanal Københavns Live pige i de sene nattetimer. Hvis de er kunder hos YouSee vil de i hvert fald kun opleve sne på skærmen.

Grunden til, at YouSee har fjernet kanalen fra grundpakken, er ifølge pressechef Ib Konrad Jensen, at virksomheden allerede nu er i gang med at forberede overgangen til det digitale signal.

DR fjerner Kanal København
Det betyder nemlig, at DR’s nye kanaler, DR K og DR Ramasjang sammen med den nye regionale kanal, Region Hovedstaden, hver især også skal have en plads på det analoge bånd, hvilket igen betyder, at der må ryge nogle kanaler fra den analoge grundpakke. Der er nemlig kun plads til 16.

”I den forbindelse er vi begyndt at lægge vores systemer om, og det tager altså nogle dage at få flyttet alle de her kanalpladser. Det har betydet, at vi har lukket ned for Kanal København.”

Ifølge Ib Konrad Jensen har Kanal København nedlagt sig selv her op til den 1. november. Det har i forvejen været fremme, at kanalen ville få det svært efter, at en ny lov blev vedtaget, hvor Radio- og TV-nævnet har indlagt to modeller, som kun giver plads til 10 timers lokal-tv dagligt, som skal placeres uden for primetime.

Sender på livet løs
Selv afviser TV-stationens pressemedarbejder, Claus Sørensen, at der ikke længere bliver sendt lokal-TV fra Kanal København.

”Vi sender på livet løs, bare ikke på YouSees kabel. Fremover bliver Kanal København æterbåren, så alle større antenneanlæg i Københavnsområdet kan tage signalet ned. Signalet bliver så bare ikke taget ned de steder, hvor YouSee ejer fællesantenneanlægget.”

Han giver endvidere udtryk for stor utilfredshed med YouSees håndtering af sagen.

”Vi synes, det er fuldstændig urimeligt, at man bare tager signalet uden at meddele det til hverken tv-seere eller tv-station.”

 




Markedet lige nu