Et klart flertal af den danske befolkning er parat til at skaffe flere penge til det kriseramte DR, viser ny Gallup-måling. 79 pct. svarer, at licensen bør fritages for moms, hvilket vil give op mod 700 mio. kr.
6. juni 2007, 03:30
Den enorme budgetoverskridelse i byggeriet af DR Byen og den ny koncertsal på 1,7 mia. kroner, bør ikke gå ud over programsiden.
Sådan lyder det fra et markant flertal af den danske befolkning ifølge en helt ny meningsmåling gennemført af Gallup for Dansk Journalistforbund og Journalistgruppen i DR.
79 pct. tilkendegiver, at de enten er enige eller helt enige i, at licensen til DR og TV 2-regionerne bør fritages for moms – præcis som det i dag er tilfældet for dagbladene.
Samtidig erklærer 56 pct. sig enige eller helt enige i, at staten bør overtage DR Byen – herunder koncertsalen – for hermed at undgå nedlæggelse af en række programmer.
»Med så stor en opbakning i befolkningen bør politikerne handle nu. En momsfritagelse vil give 700 mio. kr. til at lave programmer for. Og det vil med et slag løse de problemer, DR står i, og dermed sikre den public service-institution, som er så vigtig for vores demokrati,« siger Mogens Blicher Bjerregaard, der er formand for Dansk Journalistforbund.
Resultaterne fra Gallup kommer blot en uge før den store prikkerunde i DR skal gennemføres og samtidig med, at der i dag arrangeres en stor høring om public service på Christiansborg. Det er Den Danske Publicistklub som har sat kulturminister Brian Mikkelsen (K) stævne sammen med samtlige partiers medieordførere, DRs ledelse og en række debattører.
Også i DR håber medarbejderne på, at de nye tal fra Gallup vil få politikere samt DRs ledelse og bestyrelse til endnu en gang at forsøge at finde nye måder at skaffe penge til DR, så DR Sporten og programmer som Dokumentarzonen og Eksistens på P1 ikke lider døden.
»Jeg mener, der politisk stadig er en mulighed for, at man kan redde De Olympiske Lege, som virkelig samler befolkningen. Men også de mere smalle programmer som radiomontagen. Legene koster 20 mio. kr. at bringe og radiomontagen koster årligt fem mio. kr.« siger Thomas Ravn Pedersen, redaktør på P1 og talsmand for medarbejderne i DR.
Et klart signal
Mogens Blicher Bjerregaard mener ligefrem at politikerne er ude af trit med befolkningen, når man blot lader besparelserne ramme fundamentale dele af DRs programudbud:
»Tallene viser jo tydeligt, at de fleste danskere mener, at regeringen bør give DR en hånd ved eksempelvis at overtage alle DRs bygninger og leje dem ud til en favorabel pris. Det er et klart signal om, at danskerne ikke vil finde sig i, at budgetoverskridelsen fører til, at vi nedlægger programmer,« siger han.
Den ny måling fra Gallup får dog ikke kulturminister Brian Mikkelsen (K) til at ændre holdning.
»Jeg vil gerne indlede med at bemærke, at regeringen jo faktisk allerede har givet tilsagn om at hjælpe DR på to måder. Vi vil give DR mulighed for genudlån af statslån og dermed gunstige finansieringsbetingelser på de ekstra lån, der skal optages som følge af fordyrelsen af DR Byen. Det vil give DR en årlig besparelse på ca. otte mio. kr. årligt Og vi vil foreslå, at DR får rådighed over hele det licensmerprovenu, som nu forventes i 2006 og som ikke allerede er disponeret i medieaftalen eller på anden vis. Det drejer sig om et engangsbeløb på ca. 50 mio. kroner,« siger ministeren.
Brian Mikkelsen understreger samtidig, at skatteborgerne ikke bør straffes, fordi DR ikke har været i stand til at styre økonomien bag sit byggeri.
»Og det er jo netop, hvad der vil ske, hvis staten overtager koncertsalen. Så samler staten – altså skatteyderne – en milliardregning op for DRs mangelfulde økonomistyring. Det er ikke rimeligt, og det vil jeg ikke gå med til,« siger Brian Mikkelsen til Berlingske Business.
VK: Sælg koncertsalen
Medieordfører fra Venstre, Ellen Thrane Nørby, er enig og tilføjer, at V og K stadig er villige til at sælge koncertsalen.
»Og er der en aktør, som er interesseret i at betale 1,4 mia. kr, så er vi bestemt åbne over for den løsning,« siger Ellen Thrane Nørby.
Hun stiller samtidig spørgsmål ved, om befolkningen vitterlig er parate til at fjerne momsen på licensen eller lade staten købe DR Byen, hvis det så betyder, at der skal spares andre steder på statens husholdningsbudget. »Det kan lyde enormt sympatisk, men det er altså DR selv, der har bragt sig i den her situation. Og for 1,4 mia. kr. for en koncertsal får man altså rigtigt mange pædagoger i børnehaverne eller ekstra kræftbehandling. Så det handler også meget om, hvordan man spørger i den slags undersøgelser,« siger Ellen Thrane Nørby til Berlingske Business.
Undersøgelsen fra Gallup, der bygger på svar fra 1.161 danskere, viser i øvrigt, at befolkningen er ganske splittede på spørgsmålet om, hvorvidt det er politikernes ansvar at redde DRs økonomi. Her svarer 21 procent, at det i høj grad er politikernes ansvar og 16 pct. siger i nogen grad.
Men hertil siger Mogens Blicher Bjerregaard:
»Alle må nu tage arbejdshandskerne på og lægge stædighed og politisk taktik til side, så vi sikrer public service i DR.«


































































