89 procent af danskerne afviser, at de vil betale mere i licens, mens 45 procent mener, at licensen i stedet skal sættes ned.
24. september 2008, 10:24
Det viser en undersøgelse som Greens Analyseinstitut har lavet for Børsen.
En undersøgelse, hvor det mest overraskende resultat måske er, at 44 pct. af befolkningen mener, at medielicensen på 2190 kr. skal fastholdes.
Politisk er der da heller ikke noget der tyder på, at licensen bliver afskaffet foreløbig.
”Jeg mener ikke, at licenssystemet er truet. Alternativet til licensen er jo mere betalings-TV. Det er ikke alt TV, der kan finansieres af reklamer,” siger de konservatives medieordfører, Henriette Kjær, til Børsen.
Selv om DRs ledelse ikke lægger skjul på, at man gerne så mere velvilje fra politikerne, når det gælder DRs finansiering, afviser Henriette Kjær, at en licensstigning er vejen frem.
”Vi kunne ikke drømme om at hæve licensen. Vi er godt klar over, at velviljen til at bidrage med flere penge ikke er der,” siger Henriette Kjær.






























































