Der er blæst til valgkamp, og de danske politikere er med på de nye medier. Men de mangler tydeligvis forståelse for at bruge dem, vurderer PR-bureau. Kun Dansk Folkeparti er fraværende.
26. oktober 2007, 20:26 – opdateret 26. oktober 2007, 20:51
Landets partier og politikere bruger mere internettet til at brande sig, end de benytter muligheden for at komme i dialog med vælgerne.
Dermed bliver politikernes kommunikation i bedste fald ligegyldig og i værste fald skadelig for deres kampagner, vurderer Kristian Levring Madsen, der er konsulent i landets største PR-bureau, GCI Mannov:
"I øjeblikket bruger politikerne primært nettet til at brande sig og ikke til reelt at kommunikere. De kommunikerer på traditionel vis – de har en monolog og ikke en dialog, som mediet ellers lægger op til,” siger Kristian Levring Madsen, der har vurderet partiernes hjemmesider for Business.dk.
”Langt de fleste politikere har reelt ikke forstået, at eksempelvis en blog – i en valgkamp – er en fantastisk mulighed for at give et 'ikke-medieret' indblik i personen bag politikeren,” forklarer han.
Kristian Levring Madsen har blandt andet har set på Helle Thorning-Schmidts og Anders Fogh Rasmussens blog – ifølge ham gode eksempler på, hvordan politikerne ikke formår at udnytte de digitale medier:
Anders Fogh dumper
Anders Fogh Rasmussen postede et indlæg på sin http://blog.andersfogh.dk/ " target="_blank">blog torsdag – dagen efter udskrivelsen af valget – på omkring 800 ord eller knap to A4-sider med enkelt linjeafstand.
”Det er et langt, upersonligt indlæg. Hvad består indlægget af? Det består af Venstres valgprogram. Det eneste i indlægget, der indikerer, at det er skrevet efter udskrivelsen af valget er, at der er dato på, hvornår valget skal afholdes,” siger Kristian Levring Madsen og fortsætter:
”Indlægget bryder med alle tanker om personlighed, oplæg til dialog og hvad der ellers ligger af muligheder i blogs og andre digitale medier. Anders Fogh burde overveje, om han reelt skal have denne blog. Jeg mener ikke, den på nuværende tidspunkt tilfører hans kampagne værdi af nogen art.”
Thorning-Schmidt består
Helle Thorning-Schmidt har også postet et indlæg på sin blog dagen efter udskrivelsen af valget, og hun kommunikerer emner vedr. valgkampen i en langt mere personlig indpakning.
Men det mærkelige er ifølge Kristian Levring Madsen, at der øverst på hendes indlæg står: Helle Thorning-Schmidt glæder sig over at være kommet i gang med valgkampen.
”Her omtaler Helle Thorning altså sig selv i 3. person, eller hun har ikke selv skrevet indlægget. Det sidste er nok det mest sandsynlige – men det er dog under alle omstændigheder et minus ved hendes blog, da det fjerne noget af det personlige og dermed troværdigheden,” lyder vurderingen.
Partierne er på nye medier
De fleste af partierne har både opdaget blogs og tjenesterne Youtube og Facebook. Nogle er på MySpace og nogle er på Flickr.
Men det er ifølge Kristian Levring Madsen tydeligt, at partierne endnu mangler erfaring i at bruge disse værktøjer – for generelt udviser de en manglende forståelse for de muligheder, de udbyder.
Han opfordrer partierne til at arbejde på den reelle forståelse af medierne og ikke blot vide, hvordan man teknisk set uploader en video til Youtube.
Dansk Folkeparti er fraværende
Dansk Folkeparti er generelt fraværende i de digitale medier – men de rammer heller ikke deres målgruppe ved brugen af Facebook eller Youtube, vurderer Kristian Levring Madsen.
"Faktisk er det nok en klog vurdering at holde sig væk fra Youtube for DF. For hvis man søger på ”Dansk Folkeparti” på Youtube, finder man rigtig mange 'hadevideoer' og videoer fra de personer, som sympatiserer med dem – men hvor sympatien nok ikke er gengældt," siger han.


























































