Netmedier vinder fortsat frem på annoncemarkedet, viser nye tal for 2007.
15. april 2008, 11:10 – opdateret 15. maj 2012, 01:38
Netmedierne står for en stadig større del af det samlede annoncemarked. Med en omsætning på 2,5 milliarder kroner i 2007er der tale om en vækst på 39 procent, viser nye tal fra Foreningen af Dansk Internetmedier, FDIM.
Alene på området for bannerannoncer var der tale om en vækst på 67 procent. Markedet for søgeordsannoncering steg med 50 procent.
»En samlet omsætning på 2,5 milliarder kroner viser, at nettet nu er blevet fast inventar på alle virksomheders mediaplaner,« siger Christian Peytz, formand for FDIM.
I 2006 overhalede netmedierne magasinerne i omsætning på annoncering. FDIM forventer, at nettet i 2007 er kommet op på siden af TV. Hvis man ser på prognoserne for 2008 vil netmedierne være meget tæt på at nå avisernes annonceomsætning.
Christian Peytz venter at se en vækst på omkring 20 procent i 2008. Væksten hænger naturligt sammen med den strategiske fokus mediehusene har på nettet.
»For mindre end fem år siden var det ikke ualmindeligt, at mediehusene mest betragtede netaktiviteterne som markedsføring. Med den udvikling vi ser på og omkring nettet nu, forudser jeg, at nettet inden for en overskuelig årrække vil være den mest betydende mediegruppe i Danmark,« siger Christian Peytz.
Markedspladser, som blandt andet dækker online-telefonbøger, rubrikannoncemarkedet, datingsites og jobmarkedet, er vokset med 20 procent i 2007. Markedspladser er den absolut største kategori med 43 procent af netmarkedet.
FDIM opgør ligeledes jobmarkedet som en selvstændig kategori og kan her notere en vækst på 29 procent.
Ritzau


























































