Som den første danske avis henter Computerworld hele sin indtjening på nettet. Chefredaktøren giver højst papiravisen fem år at leve i.
8. november 2007, 03:30
Mens de danske betalingsaviser kæmper med overgangen fra papir til web, har ugeavisen Computerworld taget skridtet fuldt ud og henter nu hele sit pænt stigende overskud på netnyheder.
Sidste år leverede papiravisen tæt på et rundt nul, mens nettet bidrog med godt fem millioner kr. i overskud trods store investeringer i IT. Og næste år vokser nettets bidrag til overskuddet væsentlig mere, oplyser administrerende chefredaktør Mikael Lindholm.
Samtlige danske betalingsaviser kæmper i øjeblikket med at håndtere udfordringen fra de gratis netnyheder. Annoncemængderne i papiraviserne svinder, mens der bruges flere og flere annoncørkroner på avisernes websider med gratis nyheder.
Udfordringen for betalingsaviserne, herunder Berlingske Tidende, som for nylig har lanceret sin Web First-strategi, er, at de på én gang skal håndtere de omkostningtunge aviser og få læserne til at fortsætte med at betale for dem samtidig med, at dele af avisernes indhold kan læses gratis på nettet.
»Vi har løst problemstillingen ved billedlig talt at gøre net-avisen til den brede og populære DR, mens papiravisen kan sammenlignes med DR2, hvor tyngden ligger på analyser, perspektivering og dybde,« siger Mikael Lindholm, som peger på, at avisen bliver mere og mere magasinlignende.
Computerworld har gennem de senere år været igennem en voldsom omvæltning. Indtil for få år siden udkom avisen i ca. 25.000-30.000 eksemplarer, hvoraf hovedparten blev distribueret gratis. I dag er oplaget sænket til 15.000 – men forskellen til tidligere er, at samtlige eksemplarer i dag bliver betalt. Læsertallet, som annoncørerne lægger stor vægt på, ligger til gengæld uændret på 120.000.
»Vi er helt holdt op med at diskutere oplag. Vores fokus ligger på bundlinje og læsertal,« forklarer Mikael Lindholm.
De danske betalingsaviser har valgt forskellige modeller for, hvordan de journalistiske ressourcer fordeles på net- og avisredaktion. Børsen har valgt to opdelte redaktioner, mens f.eks. Berlingske Tidende satser på en integreret løsning. Også på dette område har Computerworld taget skridtet fuldt ud:
»Alle 26 redaktionelle medarbejdere møder i princippet om morgenen på online-redaktionen. På redaktionsmødet aftaler den enkelte journalist så, hvis vedkommende skal skrive til avisen,« fortæller Mikael Lindholm.
»Vi har fuld tryk på at udvikle online-journalistikken. Vi arbejder på at opfinde nye genrer og nye former for journalistik og arbejde bredt med både lyd og billeder,«
Mikael Lindholm har oprettet et såkaldt Media Lab bestående af spidskompetente personer inden for nye medier. Eksempelvis Klaus Sølvsten fra Peytz & Company, Pauline Middleton fra Copenhagen Crossroadss, Rune Bech (stifter at Netdokter) fra Bech Media, Marc Olivier fra Pothead.dk og blog-dronningen Trine Marie Kristensen.
Computerworlds printavis opretholdes indtil videre af hensyn til IT-branchens midaldrende beslutningstagere, som stadig foretrækker papir, og så for at beskytte markedspositionen, som andre kunne fristes til at overtage.
»Men om fem år vil jeg ikke vædde på, at vi har en papiravis,« siger Mikael Lindholm.
































