Efter kun to år på posten, forlader IT-avisen Computerworlds chefredaktør, Mikael Lindholm nu koncernen med øjeblikkelig virkning.
28. marts 2008, 15:28 – opdateret 28. marts 2008, 15:34
Der er godt gang i svingdørene hos Danmarks IT-medier, og i dag kom turen så til IT-avisen Computerworld, hvor chefredaktøren Mikael Lindholm nu forlader skuden efter kun to år. Mikael Lindholm afløste for blot to år siden Arne R. Steinmark, der forlod avisen for at blive chefredaktør og administrerende direktør hos Mediehuset Ingeniøren. Ingeniøren måtte for nyligt også vinke farvel til chefredaktøren på deres egen IT-avis, Version 2.
Mikael Lindholm fratræder øjeblikkeligt og afløses af Jan Horsager, der indtil i dag har været erhvervsredaktør på samme Computerworld.
Direktør hos IDG, der udgiver Computerworld, Søren Queitsch, understreger, at Mikael Lindholm har været et stærkt kort for IT-avisen, men vil ikke kommentere yderligere på årsagen til bruddet.
»Vi er blevet enige om, at vores veje skal skilles, og når nu vi har fundet ud af, at det skal være sådan, blev vi enige om, at det skulle være med det samme,« siger han.
Søren Queitsch afviser at økonomi er årsagen til bruddet og pointerer samtidig, at avisens redaktionelle strategi ikke står til at blive ændret, blot fordi chefredaktøren skiftes ud.
Mikael Lindholm har ellers stået for en omfattende relancering af både Computerworld Online og den trykte avis, der har fået et øget samfundsmæssigt fokus. Han har tidligere været chefredaktør på Børsens Nyhedsmagasin og Ugebrevet Mandag Morgen. Hans afløser, Jan Horsager, har været på Computerworld over et par omgange, men har senest arbejdet hos Berlingske Tidende.
Læs Dorte Tofts blog:
Mikael Lindholm ryger fra Computerworld


























































