Med Carsten Justes afgang skal Jyllands-Posten på jagt efter ny chefredaktør. Men hvad skal der til, for at lede et dagblad i en branche under pres? Mere business og mindre journalistik, siger Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet.
28. april 2008, 14:51 – opdateret 15. maj 2012, 03:50
Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste meddelte i dag, at han fratræder topposten inden længe. Det vil sige, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus skal på jagt efter en ny leder til dagbladet. Men hvad er det, de leder efter?
Lars Munch, administrerende direktør for JP/Politikens Hus ønsker ikke at kommentere, hvad det er man søger. Men hos Ekstra Bladet har chefredaktør Poul Madsen et bud på, hvordan fremtidens chefredaktør generelt ser ud:
”Det er en ny type mand, man har brug for. Det skal være én, der er i stand til at kombinere den klassiske chefredaktørrolle, som indebærer, at man er et overordnet ideologisk menneske med moderne business på alle medieplatforme,” siger Poul Madsen og fortsætter:
Den klassiske chefredaktør væk om tre - fire år
"Den klassiske chefredaktør, vi har set hidtil med eksempelvis Hans Engell og Thøger Seidenfaden, vil blive afløst af nogle mere businessorienterede forretningstyper, i takt med at branchen ændrer sig fra den klassiske avisproduktion til deciderede mediehuse.”
Ekstrabladets chefredaktør mener selv, at han tilhører sidste generation af chefredaktører, der har et rendyrket journalistisk fokus. Fremover vil det blive forretning først, men med et journalistisk udgangspunkt, siger han, og mener desuden, at udskiftningen af chef-typerne på landets aviser, vil begynde om tre – fire år.
Tager som regel fra egne rækker
Om Jyllands-Posten får en mere forretningsorienteret chefredaktør eller ej, er ikke afgjort endnu, men avisen har en tradition for at hverve fra egne rækker, siger medieprofessor Frands Mortensen fra Århus Universitet til Politiken.dk.
”De har i stor udstrækning brugt folk med tilknytning til huset i forvejen”, siger professoren og fortsætter:
”Det er jo et stigende krav, at en chefredaktør også skal være en stærk kommunikator. Men Jyllands-Posten skal nødvendigvis ikke have en figur, som ligner Tøger Seidenfaden eller Lisbeth Knudsen. Det er slet ikke sikkert, at der er brug for det. Jeg tror, man vil vælge en pragmatisk leder, der kan udstikke vejen for journalistikken, og ikke en ideolog,” uddyber medieforskeren.
Han ser dog også en mulighed for, at Carsten Justes afgang kan ses som en indikator for, at der snart vil blæse nye vinde i det gamle bladhus.
”Der er jo kommet en ny overbygning på avisen, og jeg kan sagtens forestille mig, at de vil vende sagen der. Og hvis opsigelsen ikke er Carsten Justes eget valg, så giver det også en indikation af, om de leder efter en helt anden type til chefstolen”, forklarer Frands Mortensen til Politiken.dk.
Afgående chefredaktør Carsten Juste blev udpeget af den tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl, som i dag er bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus.






























































