Nyhedsavisens bestyrelse truer med at gå, hvis ikke avisens ejere meget snart sikrer vilkårene for den nødvendige kapitalindsprøjtning. Samtidig truer Skat i baggrunden på grund af udestående momsregning.
10. juli 2008, 15:55 – opdateret 10. juli 2008, 16:25
Mens Morten Lund og islandske Stodir Invest slås om vilkårene for en livsvigtig kapitaltilførsel, lægger Nyhedsavisens bestyrelse nu ekstra pres på de to ejere.
Bestyrelsen for selskabet bag 365 Media Scandinavia, der ejer Nyhedsavisen og distributionsselskabet Morgendistribution Danmark, truer ifølge Business.dks oplysninger med at gå, hvis ikke de to parter snart når til enighed.
Samtidig rumsterer Skat i baggrunden på grund af en ubetalt momsregning på 7 millioner kroner, mens Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender selskabet til tvangsopløsning, hvis ikke man har modtaget et regnskab for 2007 senest 21 juli.
Bestyrelsen i 365 Media Scandinavia består ud over Morten Lund og CEO i Stodir Invest, Thordis Sirgurdardottir, af Nyhedsavisens formand Svenn Dam, finansdirektør Lars Lindstrøm, Brøndby-direktør Hermann Haraldsson og Jimmy Maymann fra reklamebureauet GoViral.
Det er de sidste fire, der truer med at gå, hvis ikke de to første bliver enige inden 21. juli.
Strid mellem ejerne
Det er imidlertid også bydende nødvendigt, at de to parter bliver enige.
Nyhedsavisens hovedaktionær Morten Lund kæmper for at finde nye investorer til at skyde et trecifret millionbeløb ind i gratisavisen til den fortsatte drift. Det er vilkårene for et sådan kapitalindskud, som Morten Lund, der ejer 51 pct. af selskabet bag Nyhedsavisen, og Stodir Invest med 49 pct. af aktierne, ikke kan blive enige om.
Stodir Invest ejes af familien bag Baugur med Jón Ásgeir Jóhannesson i spidsen og overlod i januar aktiemajoriteten i selskabet bag Nyhedsavisen til Morten Lund.
Stodir Invest har til gengæld et gældsbrev i virksomheden på 250 mio. kroner, der spiller en central rolle i forhandlingerne. Forhandlinger, der handler om, hvor mange aktier Morten Lund og en tredje investor skal have for en ny investering i selskabet.
Ubetalt momsregning
Mens ejerne skændes, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen truer med tvangsopløsning, blander skattemyndighederne sig nu også. Ifølge Business.dks oplysninger ligger der en ubetalt momsregning på 7 millioner kroner, der skulle have været betalt i begyndelsen af juli.
En momsregning, som man ser alvorligt på i Skat, der dog ikke vil kommentere den konkrete sag.
”Et beløb af den størrelsesorden vil vi generelt være på toppen af med det samme. Enten ved at lave en meget kort afdragsordning eller ved at sikre gælden. Kan man ikke det, må man sikre, at gælden ikke vokser, typisk ved at indgive en konkursbegæring,” siger fagchef Johan Bech Pedersen fra Skat.
Ifølge Business.dks oplysninger ligger der formentlig yderligere en regning fra Skat og venter - i mindst samme størrelsesorden.
Har kostet 700 millioner kroner
Ifølge investeringspapirer, som Business.dk er i besiddelse af, har Nyhedsavisen næsten halveret det månedlige underskud det seneste år, men taber fortsat i omegnen af 20 millioner kroner om måneden.
Selv om Morten Lund og Stodir Invest for to måneder siden meddelte, at man har skudt yderligere 117 millioner kroner i det dyre avisprojekt, er der stadig behov for et trecifret millionbeløb til at sikre driften. Nyhedsavisen har nu kostet sine ejere i alt 700 millioner kroner.
Ifølge det salgsmateriale, som Morten Lund præsenterer over for potentielle investorer, er der en forbedring i økonomien at spore måned for måned, men ifølge budgettet ventes der et underskud i 2008 på 218 millioner kroner (EBITA). Håbet er at kunne fordoble annoncepriserne og dermed tredoble omsætningen i 2009 til 430 mio. kr. med et EBITA-resultat på 70 mio. kroner.
Morten Lund mener, at den trend vil kunne fortsættes ind i 2010 med en salgsvækst til 562 mio. kr. og et overskud på 200 mio. kroner.
De optimistiske budgetter er skudt ned af flere potentielle investorer, som har kigget på investeringscasen, men har også vakt interesse hos blandt andre Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen, der har holdt indledende møder med Morten Lund om en investering i avisprojektet. Det er dog uvist, om der stadig er kontakt mellem parterne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Lund, Stodir Invest eller bestyrelsesformand i Nyhedsavisen, Svenn Dam.






























































