Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Berlingske Tidendes erhvervsredaktør stopper

Erhvervsredaktør Finn Mortensen har sagt op på Berlingske Tidende for at starte nyt job i Klimakonsortiet.

Klimakonsortiet har ansat Berlingske Tidendes erhvervsredaktør Finn Mortensen som ny direktør for konsortiet, der er stiftet af staten og en række af erhvervslivets organisationer.

Målet er at styrke kendskabet til danske virksomheders klimavenlige produkter og teknologier i forbindelse med FNs klimakonference i Danmark i 2009.

Konsortiets næste opgave er at finde samarbejdspartnere og sponsorer, der er interesserede i at sætte fokus på de danske klimaløsninger.

Mange opsigelser

Berlingske Tidendes erhvervsredaktion, Berlingske Business, har de senest måneder oplevet en række opsigelser, hvis omfang har vakt opsigt i medierne.

Således sagde seks medarbejdere op i februar måned. Og inden for det seneste år har i alt 18 medarbejdere sagt op.

Har din opsigelse noget at gøre med, at så mange medarbejdere har forladt Berlingske Business under din ledelse?

»Overhovedet ikke. Jeg har fået til fantastisk tilbud med masser af udfordringer og perspektiv,« siger Finn Mortensen, der blev kontaktet i forbindelse med det nye job.

Hvordan har det været at gå på arbejde de sidste mange måneder, der har været præget af sparekrav og opsigelser?

»Det har været sjovt hver eneste dag. Det har ikke påvirket mit valg,« siger Finn Mortensen, der også understreger, at hans forhold til chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen er godt.

På plads 1. juni

Finn Mortensen skal i de kommende måneder udarbejde en sponsorpolitik og udvide dialogen med relevante samarbejdspartnere.

Han tiltræder senest den 1. juni 2008, men allerede nu søges der efter medarbejdere til konsortiets sekretariat, der forventes at være på plads til åbning den 2. juni i år.

Klimakonsortiet er et partnerskab mellem Fonden til Markedsføring af Danmark (staten), Dansk Industri, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Landbrugsrådet og Vindmølleindustrien.

»Med valget af Finn Mortensen har Klimakonsortiet sikret sig en stærk profil, der kan lede og organisere vort arbejde i relation til Klimakonferencen i 2009, og som jeg tror samtidig kan tiltrække de bedste samarbejdspartnere fra hans brede netværk i dansk erhvervsliv,« siger Klimakonsortiets bestyrelsesformand, Torkil Bentzen, i en pressemeddelelse.

 




Markedet lige nu