Berlingske Medias aviser tager et skridt i den grønne retning. Berlingske Avistryks fire store avistrykkerier er nemlig blevet miljøcertificeret.
25. februar 2010, 14:19
Når læserne fremover sætter sig til rette med en avis fra Berlingske Media bliver det en grønnere oplevelse.
Berlingske Avistryks fire avistrykkerier har nemlig fået autoriteternes ord for, at de er miljøvenlige. Avistrykkerierne, der til daglig trykker Urban, Berlingske Tidende, B.T., Jyske Vestkysten, Århus Stiftstidende og en lang række andre lokale dagblade og ugeaviser er blevet certificeret og lever alle op til kravene i miljøstandarden ISO 14001.
Bjarne Werner Munck er produktionsdirektør i Berlingske Media og er stolt over, at koncernens trykkerier i dag har Bureau Veritas’ ord for, at de lever op til normerne fastlagt i ISO 14100.
”Som avistrykkeri er det lidt af en udfordring at blive miljøcertificeret, og så vidt vi har kunnet finde frem til, er vi de første i Danmark, men med vores store volumen af daglige udgivelser ligger miljøindsatsen os så meget på sinde, at vi har sat stærke kræfter ind på at påtage os vores ansvar og blive en miljøbevidst produktionsvirksomhed. Ledere og medarbejdere har gjort en enorm indsats, og jeg har dyb respekt for deres vedholdenhed, som nu har ført til, at vi har nået vores mål på alle fire trykkerier,” siger produktionsdirektør Bjarne Werner Munck.
Berlingske Avistryks fire hovedtrykkerier ligger i henholdsvis Kolding, Slagelse, Struer og Hvidovre/Avedøre. Ledende auditor Peter Leth Svendsen fra certificeringsvirksomheden, Bureau Veritas Certification, har gennemgået Berlingske Avistryks miljøindsats fra A-Å, og han understreger, at avistrykkerierne har flyttet sig de seneste år.
”Virksomheden har siden sin første ISO 9001-certificering i 1994 arbejdet systematisk med at styre og styrke kvaliteten, og den systematiske tilgang er nu også blevet overført til miljøområdet, hvor vi på alle fire trykkerier har oplevet markante forbedringer.”































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten