Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Berlingske og MSN lancerer nyhedssite

Microsofts onlinetjeneste MSN bliver fremover krydret med nyheder fra Berlingske Media.

Brugere på Microsoft-tjenesten Msn.dk vil fra og med 1. december blive opdateret med nyheder produceret og redigeret af Berlingske Media under brandet "Go News". Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Koncernchef Lisbeth Knudsen forklarer, at en af mediehusets strategier er at indgå partnerskaber.

"Vi er en af landets stærkeste nyhedsleverandører, og vi kan tilføre værdi til msn.dk. Omvendt er det selvfølgelig interessant for Berlingske Media at få vores indhold vist overfor msn.dk’s 1,3 mio. brugere, men mindst ligeså interessant bliver det at fortælle vores annoncører, at Berlingske Medias salgsafdeling nu får mulighed til at sælge displayannoncering til msn.dk’s målgruppe", siger Lisbeth Knudsen.

Hun understreger samtidig, at det ikke er det eneste samarbejde af denne slags, som man i fremtiden vil kunne se Berlingske Media indgå.

"Berlingske Media er indholdsleverandør fortrinsvis til egne medier, men jeg ser mange muligheder i også at være ansvarlig redaktør og producent af indhold, som indgår i andre online-tjenester. Indhold er vores kernekompetence, og i det nye mediebillede vil vi gerne ud og teste nye formater og muligheder for at tjene penge på den kernekompetence," siger Lisbeth Knudsen.

Hos msn.dk er man også ganske tilfreds med det ny samarbejde, som bliver synligt for brugerne til december under titlen "Go News". Udover en forsidenyhed, vil brugerne kunne klikke sig videre til det selvstændige nyhedssite gonews.dk og her finde flere nyheder opdelt i kategorier som: Krim/Danmark/Udland/Forbrug/Sport.

Mads Vad Kristensen, der er portalchef hos MSN, Danmark siger:

"Det er en vigtig aftale for os, da vi nu kommer til at få et unikt nyhedssamarbejde med et stærkt mediehus. Vi ønsker en høj, fælles standard for vores nyheder og underholdning, og Berlingske Media er en troværdig partner, der sikrer præcis det. For os er samarbejdet omkring Go News mellem to af Danmarks største aktører på online medier derfor et meget positivt og innovativt signal at sende til markedet."

 




Markedet lige nu