Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Berlingske Media samler ugen

Med betalingsmagasinet UGEN indleder Berlingske nu jagten på en forretningsmodel, der gør det muligt at opkræve penge for unikt indhold på nettet.

Berlingske Media lancerer nu sit første våben i opgøret med internettets tagselvbord af gratis journalistisk indhold.

UGEN hedder den nye satsning, der komprimerer ugens begivenheder i et elektronisk magasin, som udkommer hver fredag.

Her kan kunderne mod betaling få et hurtigt overblik over ugens begivenheder inden for udvalgte kategorier. UGEN er lavet med engelske The Week som forbillede og Berlingske Medias første forsøg på at skabe et betalingsmedie på nettet. Det elektroniske magasin kan læses online eller downloades til computeren. Det udkommer en gang om ugen med 60-80 unikke artikler, som læseren kan sortere i via et personligt filter. Prisen er 49 kroner for fire numre.

»Vi har gennem en årrække drømt om at lave et The Week-projekt. Det har stødt på flere komplikationer. Blandt andet at det er risikabelt at gå ud og lave et nyt printmagasin i øjeblikket. Men drømmen om at lave et magasin, der giver overblik og har det underholdende element med også, har vi holdt fast i,« siger koncernchef Lisbeth Knudsen og tilføjer, at Berlingske blandt andet har samarbejdet med Mediehøjskolen i udviklingen af konceptet.

»Vi har valgt et enkelt design, der skiller sig ud fra andre sider på nettet. UGEN er ikke et website, men et magasinprodukt, der tager webmediet alvorligt,« siger Lisbeth Knudsen.

Betaling på nettet
Danske og international mediehuse famler i øjeblikket efter andre indtægtskilder på nettet end de bannerannoncer, der har vist sig ikke at være tilstrækkeligt lukrative til at sikre mediernes fremtid i en verden, hvor de trykte avisers oplag og annonceindtægter falder. Indtil videre eksperimenteres der i det små. JP/Politikens Hus ejer en del af nichesitet Mediawatch, der opkræver abonnementsbetaling fra virksomheder, mens Børsen netop har lanceret et elektronisk lørdagsmagasin forbeholdt abonnenter. Samtidig kæmper mediehusene mod store søgegiganter som Google og Yahoo, der lukrerer på det stof, som medierne lægger gratis ud på nettet.

Nye betalingsmodeller
På Berlingske Media varsler Lisbeth Knudsen seks nye initiativer, der skal afsøge markedet for betalingsmodeller. UGEN følges snart op af vidensbutikken Infoshop og et lukket område med Business-stof.

»Det her er et nyt område, og vi ved ikke præcist, hvad det kan give. Vi er nødt til at foretage nogle eksperimenter. Vi skal teste, om prissætningen er rigtig. Men jeg tror personligt på, at vi kommer til at se flere af de her produkter,« siger Lisbeth Knudsen, der ikke vil kommentere omkostninger og succeskriterier nærmere. Hun peger på, at Ugen også er den første test af et betalingssystem, hvor kunderne får mulighed for at betale via mobil, mobilt bredbånd og kreditkort.

Redaktionel udviklingschef for Berlingske Media Pernille Tranberg understreger, at den tid, hvor mediehusene forærer alt indhold på nettet gratis væk, snart er forbi.

»Det er den globale tendens lige nu. Det er en langsigtet investering. Vi skal vende en forbrugermentalitet og få folk til at forstå, at hvis de skal have kvalitet, er de nødt til at betale en lille smule,« siger hun. Første nummer af UGEN udkommer på fredag, og formand for Foreningen af Danske Internetmedier, Christian Peytz hilser eksperimentet velkomment.

»Det er fornuftigt, at eksperimentere med det her. Hvis det var mig, ville jeg vinkle produktet, så det også kan sælges til virksomheder, der kan tilbyde det til deres medarbejdere. Umiddelbart tror jeg, at det er vanskeligt at sælge det til almindelige forbrugere, når der ikke er noget fysisk produkt. Men nu må vi se,« siger han.

 




Markedet lige nu