Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Benjamin laver miljøvenlige magasiner

Magasinforlaget Benjamin er hoppet med på den grønne bølge og vil trykke magasiner på bæredygtigt papir.

Glitrede magasiner som Woman, Costume, M! og ARENA, vil fremover være at finde på miljørigtigt papir, efter Benjamin Media har valgt at samarbejde med miljøbevidste leverandører.

Ifølge magasinforlaget er det hensynet til skovene, der har været med til at ændre papirpolitikken.

”Hos Benjamin Media laver vi magasiner for vores læsere, og vi vil gerne sikre dem og os selv, at magasinerne er lavet på en miljømæssig forsvarlig måde. Derfor satser vi på at indgå aftaler med papirleverandører, som laver bæredygtigt papir og trykkerier, som trykker magasinerne med ansvarlighed i forhold til miljøet,” siger adm. direktør Jan Lehrmann.

Ifølge Benjamin Media bruger hver dansker 250 kg. papir om året, og med den nye aftale sikrer magasinforlaget, at der kun trykkes Benjamin-magasiner på papir fra skovbrug, som genetableres, så det ikke koster skovarealer.

”Informationerne om hvilke miljøhensyn vi tager, vil vi gerne dele med læseren, hvilket så samtidig giver os anledning til at sætte vores miljøansvarlighed endnu mere i system,” siger Jan Lehrmann.

Derfor vil oplysninger om det miljørigtige papir være at finde i kolofonen på magasinpublikationerne fra Benjamin Media.

 




Markedet lige nu