Anklager om regnskabsfusk og manipulation fyger gennem luften i sagen om det nu krakkede Vermø A/S, der stod bag magasiner som Helse og Tjek.
7. september 2010, 09:20
En milliongæld, der ikke var bogført og en regnskabsmæssig rodebutik. Magasinudgiveren Vermø A/S, der mandag blev erklæret konkurs, ser ud til at have haft længere mellem succeshistorierne end hidtil antaget.
Vermø A/S stod bag udgivelser som sundhedsmagasinet Helse og ungdomsmagasinet Tjeck og en række andre aktiviteter, og var ejet delvist af direktør Jan Ørum Vermøs kone, delvist af Jull Jørgensen Holding - og delvist af A-pressen, der blandt meget andet står bag nyhedsbureauet Newspaq og avisen.dk.
Nu er der en politianmeldelse om bedrageri på vej mod direktøren Jan Ørum Vermø, forklarer bestyrelsesformand René Jull Jørgensen til Mediawatch. Han har i flere uger forsøgt at finde hovede og hale i selskabet, som Jan Ørum Vermø altså nu har forladt - men udover milliongælden, der ikke var bogført, er der også dukket en række andre forhold op, hvorfor der til sidst ikke var anden udvej end at begære selskabet konkurs.
Det er endnu uvist om det kan lade sig gøre at drive magasinerne videre i et andet selskab.






























































