Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bamsen siger farvel

Genert men stålsat, og kritisk men dog et legebarn. Meningerne er mange om Carsten Juste, afgående chefredaktør på Jyllands-Posten, der tog sine første JP-skridt som praktikant i 1979.

”Carsten Juste er en rigtig Jyllands-Posten mand. Han er en kulturbærer af det, vi kalder JP-ånden.” Sådan sagde Erik Vohsen, tillidsmand på Jyllands-Posten i forbindelse med Justes tiltrædelse som chefredaktør for avisen i 2003.

Knapt fem år senere forlader Carsten Juste chefredaktør-stolen efter eget ønske.

”Det er en beslutning, der har modnet sig gennem længere tid. Jeg fyldte 60 år i sommer og tænkte, at nu begyndte jeg at kunne se en ende på det. Jeg synes, det er den rigtige tid at stoppe,« siger Carsten Juste om sin beslutning.

Ledte slaget på Christiansborg
Bamse, som Carsten Juste efter sigende kaldes af tidligere chefredaktør og nuværende formand for bestyrelsen Jørgen Ejbøl, begyndte på avisen som praktikant i 1979 efter en tid på jurastudiet.

I 1984 blev han souschef på avisens redaktion i København og leder af Christiansborg-redaktionen.

Her blev han kendt for, støt bakkende på sin pibe, at sende nyhedssvendene på nyhedsjagt i huset, mens han selv holdt overblikket køligt og stolen varm.

Og efter en lang dag samlede han tropperne omkring sig på Restaurant Rio Bravo, hvor dagens politiske kampe blev analyseret.

"Et rummeligt menneske med en høj etik"
I 1988 flyttede han til Jyllands-Postens hovedredaktion i Viby, hvor han blev lederskribent og kommentator. I 1994 indlemmede daværende chefredaktør Jørgen Ejbøl ham i chefredaktionen.

Herfra fortsatte han med sine kommentarer og de ledende artikler, og veg ikke tilbage for at kritisere alt og alle.

De seneste par år har hans navn ofte været nævnt i forbindelse med Muhammed-tegningerne og den derpå følgende krise.

”Det har været surrealistisk. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på,« har Carsten Juste selv tidligere sagt om tiden, hvor både tegnerne og avisens medarbejdere var under et stort pres.

Og Jørgen Ejbøl, der i dag er formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus, sagde i 2006, at det var heldigt, at det netop var Juste, der stod ved roret, da bølgerne i Muhammed-krisen gik højest, da Juste har en stærk evne til at bevare fatningen.

»Et rummeligt menneske med en høj etik. Der er mange, inklusive de hjemlige imamer, som skal være glade for, at det er netop ham, der står i orkanens øje. Andre end ham kunne have givet sig til at skyde på alt og alle i denne situation,« sagde Jørgen Ejbøl.

Legebarn med båd og motorcykel
Juste beskrives generelt som et rart, rummeligt menneske, der med tjansen som chefredaktør i offentlighedens søgelys har måttet kæmpe med sin generthed.

Man skal dog ikke tage fejl. Selvom Juste virker blød er han ikke i tvivl om hvordan, han mener, tingene skal køres, og han kan efter sigende kigge på folk, så der ikke er noget at tage fejl af.

Privat er Juste lidt af et legebarn med både båd og motorcykel. Og det er blandt andet fritidssyslerne, den afgående chefredaktør vil bruge mere tid på fremover.

”Jeg har en motorcykel og en båd, som jeg regner med, at jeg nu får mere tid til. Og det bliver da skønt,” siger Juste, der i sin tid på JP ikke har holdt meget ferie.

”Vi har en intern joke om, at jeg altid har haft meget ondt ved ferier, og jeg synes også, der bliver holdt alt for meget ferie i det her samfund. Men nu synes jeg efterhånden godt, at jeg kan trænge til noget sommerferie, hvor jeg har sluppet ansvaret," fortæller Carsten Juste.

For frisk til at holde helt fri
Helt fri håber han dog ikke at få. ”Det er jeg for frisk til,” siger han selv, og understreger at han forventer at holde en vis tilknytning til avisen fremover.

”Jeg bevarer tilknytningen til avisen, muligvis som lederskribent. Jeg har tidligere været professionel lederskribent og det kunne jeg godt tænke mig igen,« siger Juste, der også nævner foredragsholder eller underviser som mulige fremtidige professioner.

»Efter Muhammed-krisen kom jeg en del ud at holde foredrag, og det vil jeg godt igen, hvis der er interesse for det. Jeg kunne også forestille mig at undervise, mens jeg stadig er lidt åndsfrisk.«

Helt præcist hvornår Carsten Juste fratræder, og hvem der skal overtage chefredaktør-kontoret efter ham, er endnu ikke offentliggjort.

 




Markedet lige nu