En generel økonomisk krise kan være en fordel for bladkoncernen Aller, der presses af en lang række nye og dermed skrøbelige konkurrenter.
23. januar 2008, 10:41 – opdateret 13. maj 2012, 23:15
Det vurderer medieanalytiker i FIH Kaupthing Henrik Schultz ovenpå det offentliggjorte årsregnskab fra Allers Etablissement. Et regnskab, der ser bedre ud end ventet. Især hvad angår den danske forretning.
”Umiddelbart er jeg positivt overrasket over resultatet. Specielt i den danske forretning, hvor jeg havde ventet et lidt lavere driftsresultat,” siger han og peger på, at Allers trykkeri er med til at trække resultatet op med 10 mio. kr. i forhold til sidste år.
Driftsresultatet (ebit) for regnskabsåret, der sluttede i september, blev 175 mio. mod 167 året forinden, mens omsætningen steg en smule fra 1,17 mia. kr. til 1,22 mia. Det svarer til en overskudsgrad på 14,4 pct.
At Aller Press på grund af ”aggressive investeringer i nye initiativer” forventer et dårligere resultat i indeværende år, ser Henrik Schultz ikke som et faretruende signal.
”Det er ikke overraskende og trods alt et positivt træk, at man er gået i gang med et langsigtet træk.” Han påpeger dog samtidig, at 2008 ligner et vanskeligt år for hele Aller-koncernen.
”2008 bliver et vanskeligt år for medievirksomhederne, det kan de færreste, der følger markedet værre i tvivl om, og derfor ville jeg nok ikke forvente den store resultatfremgang,” siger han med henvisning til hele Aller-koncernen forventning om en samlet fremgang i 2008 trods øget konkurrence.
Udvikler de seneste dages usikkerhed på de finansielle markeder sig til en egentlig nedtur, kan det blive endnu vanskeligere at være medievirksomhed i 2008. En udvikling, som Henrik Schultz dog peger på kan vise sig som en fordel for Aller-koncernen.
”Aller er ikke så annonceafhængige og henvender sig til et segment, der er modstandsdygtigt overfor en recession. Kommer nedturen kan det vise sig at være en relativ fordel for de etablerede spillere på markedet. Aller har tidligere haft fordel af en nedgang, der fjerner nogle af de nye konkurrenter og gør det lettere og mere legitimt at skære i omkostningerne,” siger Henrik Schultz med henvisning til udviklingen lige efter årtusindeskiftet.
”Uanset konjunkturerne, skal koncernen fortsætte med at investere i nye projekter. Den underliggende trend på markedet for gratisudgivelser og online fortsætter uanset den generelle økonomiske udvikling,” siger Henrik Schultz.






























































