24timer overlever måske ikke

Et underskud på 17 millioner kroner tegner dårligt for gratisavisen 24timer. Direktør Søren Riis tør ikke garantere for avisens overlevelse.

For et par år siden væltede gratisaviserne ind over det danske medielandskab og fik både konkurrenter og skraldemænd på togstationerne til at vride hænder. Nu ser det ud til, at én af udgivelserne 24timer kan komme til at lukke og slukke.

Metroxpress regnskab viser et overskud på selve driften, men efter en betalt regning til moderselskabet Metro International er der underskud på 17 millioner kroner. Direktør Søren Riis tør ikke garantere, at 24timer overlever året ud, siger han til Journalisten.dk.

»Driften giver et overskud, men det er før rente- og franchiseudgifter, og det er derfor, vi lander på et underskud,« siger han.
 
Sidste år gik gratisaviserne 24timer og MetroXpress sammen i ét selskab, og det er derfor et samlet regnskab for de to aviser, der er blevet fremlagt i dag. Underskuddet skyldes blandt andet, at man endnu ikke har fundet en lejer til de tomme bygninger, der blev ledige under sammenlægningen af de to avisers redaktioner.

Man har skåret 29 stillinger væk i løbet af november 2008, men Søren Riis indrømmer, at man ikke kan blive ved med at skære ned.

»Vi kan ikke blive ved med at skære ned. Vi lever af annoncer, og når de forsvinder, må vi spare.
Vi måtte indse sidste år, at vi ikke bare kan skære ned, og vi blev nødt til at gøre noget anderledes i stedet for. Det blev så til sammenlægningen af redaktionerne, hvor vi sparer en hel del ved at gøre tingene anderledes,” siger han til Journalisten.dk

 



Markedet lige nu