Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

1.300 nye journalister på JydskeVestkysten

Mens mange dagblade skærer ned i den redaktionelle stab, er antallet af journalister på JydskeVestkysten tidoblet de seneste måneder.

1.340 borgere har indtil videre taget mod tilbuddet om at blive borgerjournalister for JydskeVestkysten.

De skriver små artikler om begivenheder foran deres hoveddør eller nede ved gadekæret. Artikler, som de kan lægge direkte på JydskeVestkystens hjemmeside, ligesom de bedste bliver bragt i den trykte avis.

”Det har været herligt uforudsigeligt, og jeg er overrasket over, hvor mange der har tilmeldt sig,” siger chefredaktør Mikael Kamber.

JydskeVestkysten relancerede sin hjemmeside ved årsskiftet og åbnede i den forbindelse op for borgerjournalistikken.

”Vores eksistensberettigelse er den lokale dækning. Der må ikke være nogen over os og ikke nogen ved siden af os på den front. Vi kommer i ni forskellige udgaver, men alligevel synes vores læsere, at der står alt for lidt om deres eget kvarter. Og det har de ret i,” siger Mikael Kamber.

I mikro-perspektiv
”Derfor har vi bedt borgerne om hjælp. Lige præcis når det handler om lokaljournalistik, kan man godt hævde, at brugerne er eksperterne. Med borgerjournalistikken bliver det muligt at se verden fra sin egen hoveddør og herefter zoome ud.”

Han oplyser, at der bliver lagt 30-50 artikler fra borgerjournalister på hjemmesiden om dagen.

”Det er en fin start, men bestemt ikke endemålet. Målet er at være oppe på 500 indlæg om dagen om et par år,” siger Mikael Kamber og tilføjer, at det kræver masser af arbejde at sikre, at borgerne producerer den rigtige type artikler.

”I starten var halvdelen af de indlæg af den type, vi er ude efter – små registrerende artikler fra lokalområderne. Resten var en blanding af debatindlæg, filosofiske betragtninger og andet, som man typisk ser i blogsfæren,” siger Mikael Kamber, der på mange forskellige måder har forsøgt at coache borgerjournalisterne.

Han har specielt været overrasket over, hvor mange debatindlæg det nye tilbud har ført med sig.

”Det var ikke det, vi var ude efter, men det viser bare, at det virkelig er populært på internettet,” siger Mikael Kamber og oplyser, at debatindlæggene bliver flyttet væk fra artikellisten og brugt andre steder på siden.

Ingen nonsens
Borgerjournalisterne kan som udgangspunkt lægge deres artikler direkte ud på avisens hjemmeside.

”Filteret kommer først bagefter. Vi har et kodeks, og det er vigtigt at rygte det, så det ikke kører ud af et sidespor. Vi vil ikke have kommercielt indhold, direkte nonsens eller at folk er for grove i munden. Vil ikke have en ond tone.” siger Mikael Kamber. Han oplyser at 80 pct. af indlæggene i dag er af den ”rigtige” type.

JydskeVestkystens hjemmeside, jv.dk, har i dag cirka 70.000 unikke besøgende om måneden. Mikael Kamber oplyser, at mellem 10-20 pct. af trafikken genereres af borgerjournalistikken – og at der er stor forskel på interessen fra område til område.

I Sønderborg står borgerjournalistikken eksempelvis for 20 pct., mens andelen i Kolding kun er 10 pct. Mikael Kamber mener ikke, at det giver mening at sætte mål op for, hvordan disse tal skal udvikle sig.

”Vi er i ukendt land. Vi ved ikke, hvad der er et fornuftigt niveau,” siger han.

 




Markedet lige nu