Skats kulegravning af danske skatteåls konti i udlandet fører i tre ud af fire tilfælde tilbage til Nordsjælland og Københavnsområdet. Flere rigmænd betaler nu million-beløb tilbage - adskillige skal i retten.
14. marts 2008, 13:07 – opdateret 14. marts 2008, 13:27
Det kan godt være, at der fifles lidt med momsen visse steder i Jylland. Men når det kommer til millionstore beløb, der sættes ind på udenlandske konti for at undslippe skattefars skarpe øje, så ligger sjællænderne et par vognlængder foran.
Skat er i øjeblikket ved at grave gemte og ubeskattede penge på udenlandske konti frem. Og langt de fleste tilhører sjællændere, oplyser projektchef i Skat Ove Christensen.
”Ud af 20 sager kommer de 15 fra Sjælland og især Nordsjælland og Københavnsområdet,” siger han.
Gevinsten for Skat er nu oppe på omkring 200 millioner kroner, og den gennemsnitlige efterbetaling af skat er godt 1,7 millioner kroner per sag.
Jagten går via skatteålenes betalingskort, og oplysningerne bliver desuden brugt til at analysere, hvem skatteålene er.
Udenlandske konti
Fælles for dem er, at de på den ene eller den anden måde har tjent betydelige beløb, som de ikke ønsker at betale skat af. Men pengene kan være kommet fra en række forskellige kilder, hvorfra de bliver kanaliseret til konti i udlandet.
Der kan være tale om løbende indkomster. Men typisk er der ifølge Ove Christensen tale om ekstraordinære bonusser eller salg af en virksomhed, der kan friste indehaveren til at lægge pengene til side til brug senere i livet.
Han har også nævnt eksempler på pensioner, der sendes til Schweiz eller Jersey uden, at det bliver angivet til Skat.
Der har også været eksempler på virksomhedsejere, der opgiver en lønindtægt overfor Skat og samtidig indsætter en ”skjult” løn på en konto i et skattely.
En stor del af de groveste af de omkring 115 opdagede sager bliver i øjeblikket efterforsket af politiet og er på vej i retten.
”Et tocifret antal sager bliver allerede efterforsket af Bagmandspolitiet, og når vi er færdige vil ud af måske 300 sager være fem til ti procent, der bliver til straffesager og ender i retten,” siger Ove Christensen.































