Mere end hver anden virksomhed bruger ikke de kommunale jobcentre til rekruttering.
5. januar 2010, 09:31
Når danske virksomheder skal ansætte nye folk eller lave ordninger for ledige, er det mindre end halvdelen af dem, der bruger de kommunale jobcentre. Det viser en opgørelse fra Ledernes Hovedorganisation.
Af de adspurgte ledere svarer kun 41 procent, at de har et samarbejde med jobcentrene, mens 43 procent svarer, at de ikke har.
Men ved ikke at bruge jobcentrene, kan virksomhederne gå glip af fordele, fortæller afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation:
- En høj samarbejdsgrad i sig selv er ikke målet. Samarbejdet skal have et formål. Jobcentrene skal kunne tilbyde en service, som lederne på virksomhederne kan bruge. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at rigtigt mange af de ledere, der har et samarbejde med jobcentrene, synes det fungerer godt. Så der kan være gevinster at hente for virksomhederne ved et styrket samarbejde.
I de virksomheder, som samarbejder med jobcentrene, oplever to ud af tre ledere, at samarbejdet er velfungerende, når det gælder praktik, fleksjob og andre ordninger for ledige, mens knap hver anden er tilfreds med samarbejdet i forbindelse med formidling af arbejdskraft.






























































