Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Velkommen til Business Innovation

ErhvervsBladet er udkommet for sidste gang på tryk og nu rykker dækningen af iværksættere samt små og mellemstore virksomheder over i Berlingske Business.

Den sidste trykte udgave af ErhvervsBladet udkom i går.

En æra er slut og en ny begynder. Historien om et af Danmarks største erhvervsmedier har nået sin ende. Efter 47 år, hvor ErhvervsBladet har været den selvstændige erhvervsdrivendes forkæmper og tro følgesvend, forsvinder avisen som selvstændigt medie.

Nu er det tid til at gå nye veje. Kræfterne samles på Berlingskes erhvervsredaktion, og ErhvervsBladet skifter navn til Business Innovation og integreres 100 procent i Berlingske Business.

Landets iværksættere og mindre og mellemstore virksomheder kan således se frem til et nyt stærkt medie, der fokuserer på rygraden i dansk erhvervsliv.

Den første synlige forandring sker på tirsdag den 4. oktober, hvor Berlingskes nye tillæg Business Innovation kommer på gaden som et 20 siders tillæg sammen med avisen.

Tillægget signalerer, at Berlingske ønsker at sætte tydeligt fokus på vækst, innovation og iværksætteri. I løbet af efteråret og starten af næste år kommer der flere beviser på, at Berlingske Media satser på at give iværksættere, virksomhedsejere og beslutningstagere i dansk erhvervsliv et stærkt medietilbud både på print og online.

Berlingske Business kommer blandt andet til at servicere målgruppen massivt på business.dk/innovation samt via ErhvervsBladets populære nyhedsbreve, der kører videre. Undertegnede har været en del af historien i otte år, de seneste tre som chefredaktør. Først for dagbladet, der siden 18. marts 2010 blev til ugemagasinet, samt naturligvis websitet erhvervsbladet.dk.

Det har været en fornøjelse at få lov at servicere læsere, annoncører og samarbejdspartnere med en avis og et medie, der altid har taget erhvervslivets daglige udfordringer alvorligt.

Jeg vil gerne takke ErhvervsBladets læsere, annoncører og samarbejdspartnere over årene, og samtidig byde jer alle velkommen til et nyt stærkt Business Innovation for første gang med Berlingske fra tirsdag den 4. oktober.

Med venlig hilsen

Morten Asmussen - chefredaktør ErhvervsBladet

 




Markedet lige nu