21. maj 2010, 06:00

En række af landene i euro-samarbejdet har skabt voldsomme udfordringer for sig selv.

En ting er den omfattende gældsætning, der gør truslen om en statsbankerot ubehageligt nærværende for ikke bare Grækenland, men evt. også Portugal, Irland og Spanien. Noget helt andet er de strukturelle problemer, landene har skabt for sig selv, siden de gik med i euroen i 1999.

Problemer, der uden diskussion sætter dagsordenen for den økonomiske udvikling år ud i fremtiden. Landene har nemlig skabt et fundament, der højest sandsynligt vil indebære en løbende forarmelse.

I årene efter lanceringen af euro-unionen i 1999 blev økonomierne i bl.a. Grækenland, Spanien og Irland stimuleret kraftigt af billig udenlandsk kapital, der finansierede et forbrugsboom. Ganske som man måtte forvente, gav det sig udslag i prisstigninger og lav produktivitet. Landenes enhedslønomkostninger steg systematisk i forhold til de mest konkurrencedygtige eurolande – ikke mindst Tyskland.

Splittet kurs: Udviklingen i landenes BNP-deflatorer tegner et ret entydigt billede af, at omkostningsudviklingen i de fire lande har været systematisk højere end i Tyskland. I kraft af euro-samarbejdet giver det sig ikke udslag i ændrede valutakurser. Men havde de fire lande haft egen flydende valuta, illustrerer den forskellige udvikling i BNP-deflatorerne, hvordan valutakurserne ville have bevæget sig bort fra kursen på den tyske valuta.

Landene aktuelt står derfor med et effektivitetsproblem i størrelsesordenen 25-30 procent for Grækenland og Spanien, 20 procent for Portugal og det halve for Irland.

Da landene ikke kan devaluere, kommer de kun ud af klemmen ved at øge produktiviteten og skære i lønningerne. Det sidste har Irland allerede gjort, og Spanien startede i denne uge på den lange march, hvor der hele tiden skal afvejes mellem lavere lønninger og arbejdsløshed, som begge kan sende folk fra hus og hjem og skabe nye dønninger på de finansielle markeder.

I Irland og Portugal er ledighedsprocenten allerede tocifret, og i Spanien er hver femte i arbejdsstyrken uden arbejde, så også her er økonomierne under pres.

Dansk problem: Problemstillingen er ikke kun relevant for euro-unionens begrænsede sammenhængskraft eller den forarmelse, befolkningerne i de fire lande står overfor. Den har direkte relevans for Danmark.

På trods af at Danmark står uden for euro-samarbejdet, er vi i samme båd som omkostningstunge Spanien, Grækenland, Portugal og Irland.

Omkostningsudviklingen i Danmark har i store træk været parallel til udviklingen i de fire lande. Den danske BNP-deflator viser, at Danmark siden 1999 har opbygget et efterslæb til Tyskland på 13-15 procentpoint.

Med politiske opbakning til den hjemlige valutakurspolitik, der klistrer kronens så fast som muligt til euroen, er Danmark tvunget ind på samme smalle sti som de andre lande. Vi må enten sænke lønningerne eller holde dem i ro og øge produktiviteten markant.

Set i det billede må man hilse den svækkelse, euroen har oplevet i forhold til andre valutaer, velkommen. For der mangler ikke udfordringer fremadrettet. 

Læs Berlingske Nyhedsmagasin 21. maj.