12. februar 2010, 06:00

Med Lissabon-traktaten får EU mulighed for at udbygge sin rolle inden for både forskning og uddannelse. Et centralt element er udviklingen af den såkaldte "femte frihed", der stiler mod at udvikle et indre marked med fri bevægelse for viden, forskere og studerende i Europa.

En række af Europas førende forskningsledere og videnskabsfolk giver et meget spændende bud på en ny EU-strategi i en dugfrisk rapport "Preparing Europe for a New Renaissance" fra det såkaldte European Research Area Board (ERAB). Eksperterne peger på behovet for en ny organisering af samfund og videnskab; væk fra faglig og organisatorisk silotænkning, nedbrud af grænsen mellem offentlig og privat sektor, mellem undervisning og forskning, mellem enkeltuniversiteter, mellem traditionelle forskningsområder og mellem forskellige "kasser" til finansiering af forskning og udvikling. Der er med andre ord behov for at tænke nyt.

For at følge med i den internationale udvikling, foreslår vismandsgruppen mere konkret en markant stigning i de samlede europæiske forsknings-
investeringer til fem pct. af BNP i 2030. EU’s forskningsmidler fordobles og prioriteres, så halvdelen anvendes til banebrydende, høj-risiko projekter. Samtidig skal det overordnede fokus for EU’s forskningsprogrammer rettes mere mod samfundets problemer og deres løsning, på tværs af faggrænser, på tværs af sektorer, på tværs af landegrænser og på tværs af kulturer og vaner.

Tværfagligt: EU’s forskere skal være med i løsningen af såkaldte Grand Challenges: verdens store, fælles globale problemer som global opvarmning, befolkningseksplosionen, manglen på naturressourcer, vand og energi, bæredygtig udvikling samt stigende social- og sundhedsudgifter på grund af aldrende befolkninger.

Da mange af disse udfordringer er interdisciplinære, gælder det om at finde løsninger i samarbejdet mellem økonomer, ingeniører, biologer, læger, fysikere, designere og kunstnere med fokus på og respekt for den tværfaglige indsats.

Det er hér, at de store innovationspotentialer ligger fremover. På linje med den massive finske satsning på et nyt tværdisciplinært universitet, Aalto Universitet i Helsinki, bør alle discipliner i mine øjne blive langt mere innovative ved at gå mere systematisk på tværs. Især hvis de samtidig vender blikket udad og udvikler en stærkere tilknytning til erhvervslivet og den offentlige sektor. Bør EU og de nationale forskningsministerier ikke blot stille det som et nødvendigt krav for overhovedet at kunne modtage forskningsmidler i fremtiden?

For nogle vil dette helt sikkert blive set som en yderligere styring af universiteternes frie forskning, for andre er det en oplagt mulighed for universiteterne at øve større og mere relevant indflydelse på samfundets udvikling. Ethvert universitet bør derfor spørge sig selv: Hvordan og på hvilke områder kan vi levere forskning og undervisning, der hjælper med at løse fundamentale problemer for erhvervslivet, offentlige organisationer og samfundet som helhed?

Skal skatteyderne og erhvervslivet til at betale endnu flere midler til den offentlige forskning, bør de vel sikre sig at forskningen er relevant og rettet mod løsningen af centrale udfordringer.

Læs flere analyser på bny.dk