4. juni 2008, 14:09 – opdateret 11. juni 2008, 22:17

På Oslo Universitet er der kontant afregning, når det lykkes et institut at øge andelen af kvindelige forskere på alle niveauer. De får simpelthen hen en ekstra sum penge at gøre godt med i forhold til, hvor gode de er til at få kvinderne med på holdet. I 2007 var der afsat fire millioner kroner til sådan en omfordeling af midler.

”Det er nok det incitament, vi har oplevet som det mest motiverende,” fortæller Ingrid Uldal, der er vikarierende ligestillingsrådgiver på Oslo Universitet, samtidig med at hun passer sit job som personalechef på Matematisk-Naturvidenskabeligt Institut.

Incitamentet er bare et af flere, som er indeholdt i den handlingsplan for ligestilling, som man vedtog sidste år. Ambitionen er inden 2009 at øge andelen af kvindelige professorer fra 23 til 35 procent.

Problemet i Oslo er det samme som på de fleste andre universiteter i Europa, at der bliver færre og færre kvinder for hvert trin, man bevæger sig op i hierarkiet. I Oslo er der flertal af kvinder på hele universitetet. På stipendiat-niveau er der 53 procent, hvorefter andelene falder kraftigt. Især efter post doc-niveauet.

”Det vil vi have gjort noget ved. Simpelthen fordi vi er overbevist om, at det vil give et rigere miljø på universitetet. Og også et bedre arbejdsmiljø,” siger Ingrid Uldal.

Allerede i handlingsplanens første år har man opnået positive resultater. Især blandt professorerne. Dog ikke så gode, som man kunne ønske, ifølge Ingrid Uldal:

”Men vi er på rette vej.”

Vil spotte talenter: Et vigtigt redskab til at nå målet om øget ligestilling er måltal for, hvor stor en andel af kvinder, man ønsker i de forskellige kategorier. Et andet incitament indebærer, at kvinderne på ammanuensisniveau kan blive frikøbt fra undervisning, så de kan forske mere og på den måde kvalificere sig til at blive professorer. Og det har, ifølge Uldal, også vist sig at være et virkningsfuldt middel til fremme af ligestillingen på Oslo Universitet.

Et tredje – som endnu ikke er vedtaget – handler om at etablere søgekomiteer, som får til opgave at spotte de egnede kvinder og simpelthen opfordre dem til at søge de ledige forskerstillinger på alle niveauer.

Ingrid Uldal understreger, at indsatsen i Oslo ikke alene handler om at få flere kvinder ind i systemet, men i lige så høj grad om at holde på dem, der er. Derfor lægger man også stor vægt på, at dekanerne og institutledere har et stort ansvar for at støtte op om de kvindelige ansatte og sikre, at de forbliver motiverede og får søgt de stillinger, der er at søge.

Endelig nævner hun en mentorordning, som der også har vist sig at være et stort behov for blandt kvinderne. Den giver dem en mulighed for at knytte kontakter på tværs af fagområder og få større indsigt i, hvad det vil sige at være ansat på universitetet.

Som noget ganske særligt har man i Oslo også gennemført den første ligestillingsvurdering af universitetets planer og budgetter. Målet var at se om diverse tiltag og prioriteringer virker kønsskævt og rammer kvinderne. Og det viste de sig at gøre.

”Vi kan altså konstatere, at kvinderne ikke har de samme muligheder som mændene for en forskningsmæssig karriere,” fortæller Ingrid Uldal.

Ligestillingsvurderingen blev foretaget sidste år og indebar, at man blandt andet så på lokale lønninger, på startpakker og på tildelingen af forskningsterminer i udlandet. Og på alle områder var der en tydelig skævhed til mændenes fordel.

”Og det forklarer jo noget af årsagen til, hvorfor kvinder vælger at forlade akademierne, og hvorfor de avancerer langsomere end mændene,” siger hun.

Når det handler om kvoter, har man på universitetet i Oslo forsøgt sig med øremærkning af stillingsopslag til kvinder, hvilket en EFTA-dom satte en stopper for i 2003. Det vil de imidlertid ikke lade sig stoppe af i Oslo. Og Ingrid Uldal fortæller, at den norske uddannelsesminister har bebudet at tage spørgsmålet om kønskvotering på de højere læreanstalter op til efteråret.