De gamle “hanelefanter” i danske bestyrelser vælger de sikre kort. Men dermed forpasser de chancen for nyt og nødvendigt blod, lyder det fra andet geled.
12. februar 2010, 06:00
“De gamle hanelefanter bliver ved med at skyde debatten ned, fordi de ikke ønsker, at vi skal tage den.”
Sådan lyder det fra underdirektør Lotte Mollerup, PenSam. Hun er en af de yngre ledere, som i Berlingske Nyhedsmagasin fortæller om sine ambitioner om at deltage i professionelt bestyrelsesarbejde. Ambitioner, det er svært for unge chefer at få opfyldt, fordi de rammer "bestyrelsesmuren" - formænd og bestyrelsesmedlemmer sidder tungt på posterne rundt om i danske virksomheder.
Se WebTV om bestyrelsesmuren: Derfor er bestyrelser så attraktive
En ny undersøgelse fra netværket Institut for Selskabsledelse – typisk fra direktørlaget i danske virksomheder – viser, at knap 9 ud af 10 er på jagt efter bestyrelsesposter, men at knap 6 ud af 10 stadig ikke har en post. Hvorfor denne bestyrelseshype?
En vægtig forklaring handler om den åbenlyse nødvendighed af godt bestyrelsesarbejde. Sager som IT Factory og finanskæmpernes kollaps illustrerer utvetydigt, at arbejdet rundt om bestyrelsernes borde er alt andet end ligegyldigt. Blandt de yngre ledere er der også et stort ønske om at vise, hvad de kan på tunge poster.
“Det kribler i fingrene for at komme i gang. Jeg har 22 års erfaring i den finansielle sektor, og jeg har også siddet på den anden side af bordet og lavet lovgivning. Jeg har en tro på, at min erfaring og viden kunne have gjort en forskel i mange virksomheder under finanskrisen,” siger Lotte Mollerup.
Mød flere bestyrelseskandidater og læs om undersøgelsen i Berlingske Nyhedsmagasin fredag 12. februar.































































