Trivsel i sunde salgskulturer

Danmarks Bedste Arbejdspladser: Godt nok er de ikke oppe at snuse til de øverste pladser endnu. Og godt nok er en del af dem nye på listen. Men virksomhederne, der er præget af klassiske salgskulturer, har fundet vej til dette års top 50-liste i Danmarks Bedste Arbejdspladser.

Virksomheder som JobIndex, StepStone og Den Blå Avis har ifølge Kim Møller, administrerende direktør i Great Place To Work Institute Denmark, der står bag undersøgelsen, forstået, at de er nødt til at sørge for, at medarbejderne ikke brænder ud i det hårde salgsmiljø.

“I stedet sørger virksomhederne for, at medarbejderne trives ved at tage sig godt af dem. Det sker med medarbejdergoder og fokus på det gode og hele liv, hvor privatliv og det professionelle liv spiller godt sammen,” siger Kim Møller.

Samtidig mener han, at virksomheder, der er bygget op om en salgskultur, er gode til at fejre de succeser, der måtte komme i hus.

”Det giver en fantastisk stolthed i de enkelte virksomheder, og det er med til at bygge en god og solid holdånd op,” siger Kim Møller.

En af de nye virksomheder med udpræget salgskultur er StepStone, der sælger jobannoncer på internettet. Eller det gør de faktisk ikke ifølge administrerende direktør Morten Heuing:

“Vores sælgere skal naturligvis sælge vores produkt, men det er kun på overfladen, de sælger stillingsannoncer. I virkeligheden sælger vi gode kandidater til de ledige job,” forklarer han.

Hos StepStone er det ikke en succes, hvis en ny ordre går hjem, forklarer Morten Heuing. Det er først en succes, når kunden kommer igen og igen.

“Det er et konkurrencepræget miljø, mange af vores medarbejdere arbejder i. Men vi gør meget for, at det ikke skal være negativ konkurrence. Det skal være en leg. En udfordring. Og så skal succeser præmieres,” siger han.

Hos StepStone sker det blandt andet gennem udlandsrejser med andre dygtige sælgere fra lande, hvor StepStone har et datterselskab.

Som hos så mange andre virksomheder er presset for tiden stort på eksempelvis StepStone og JobIndex. Men det er kun med til at øge trivslen i virksomhederne, mener Kim Møller.

“I denne type af virksomheder er man vant til at være innovative. Og det miljø trives medarbejderne også i. Samtidig er de hele tiden presset af det høje niveau af konkurrence fra konkurrenterne, så jeg tror ikke, at krisen i verdensøkonomien vil påvirke disse virksomheder negativt,” siger han.

 



Markedet lige nu