Talent100: Salg og marketing

Mød 16 talenter fra TDC, Brüel & Kjær Vibro, Jobindex, FDM Travel, IC Companys, Middelfart Sparekasse, Bonnier Publications, Microsoft Office, Aditro Customer Service, Kopenhagen Fur, Steen & Strøm, GN Netcom, Novozymes, Hunkemöller, SAS og Fair Forsikring.

De gode vibrationer
Normalt er det os, der rejser til mulighedernes land – Australien. Men Shohan Asiri Seneviratne på 32 år rejste for fem måneder siden den anden vej, fra Sunny Perth til kolde Nærum. Her så han sin mulighed for at gøre en forskel som ny underdirektør for salg og marketing hos Brüel & Kjær Vibro - BKV - og øge salget af vibrationsovervågningsudstyr i især petro- og energiindustrien, hvor han har en stærk baggrund.

”I løbet af den korte tid er det lykkedes ham at give sælgerne redskaberne til ’show the value’ ved varerne, så prisen kan forøges og kunderne stadig være tilfredse.

Han har disciplineret det globale sælgerkorps og opnået stor respekt, og endelig har han ydet værdifuld sparring i seniorledelsen,” siger hans chef, administrerede direktør Torben Ekvall.

Han fremhæver Shohans indlevelsesevne og direkte ledelsesfacon samt hans faglige, kommercielle og internationale evner som styrker.

Shohan fortæller selv, at han har haft et tæt samarbejde med BKV i sit hidtidige job i Australien, og derfor kender til Danmark, som han jævnligt har rejst til. Han ser store udfordringer i sit job, hvor han mener, at han har en positiv indflydelse på implementeringen af den nye salgs- og marketingstrategi pga. sit kendskab til industrien og sin strukturerede tilgang:

”Der er en mere laid back-tilgang til arbejdet hos danskerne, end jeg er vant til,” siger han lidt smågrinende.

Shohan er stolt af at have skabt en mere homogen global salgsorganisation gennem den omstilling, han har sat i gang. Resultatet viste sig ved det kvartalsvise globale salgs- og marketingmøde for nylig:

”Der var stor entusiasme. I feedbacken hed det, at alle følte, at de var blevet involveret og hørt,” siger han.

Shohan Asiri Seneviratne

32 år, Brüel & Kjær Vibro.

  • 1997- 1999: Civilingeniør samt diplomingeniør med anvendt matematik, Australien.
  • 1999: Maskiningeniør Beresford Hartwell & Associates, London.
  • 1999-2008: Leder af forretningsudvikling, SVT Engineering Consultants, Australien.
  • 2008: Lederuddannelse, Harvard Business School.
  • 2008: Direktør i salgs- og marketingafdelingen, Brüel & Kjær Vibro.
 



Markedet lige nu