Mød seks design- og innovationstalenter fra Christina Design London, Henning Larsen Architects, Krydsrum Arkitekter, Kilo Design, Das Agency/Portfolio-cph og Cisco.
13. marts 2009, 06:00 – opdateret 19. maj 2012, 23:07
Luksusvarer folk har råd til
Et diamantbesat schweizisk ur i eget design. Til priser fra 1.000 kr. og opefter. Umiddelbart en sjælden kombination af klasse og lavpris, og Christina Hembo blev advaret mod den forretnings-idé. Men skeptikerne tog fejl.
”Vi undersøgte markedet, og jeg vidste fra starten, at vi skulle starte lavt prismæssigt. Og at vi kunne tjene penge alligevel. Konkurrenterne tjener bare vildt meget pr. ur, men det behøver man jo ikke,” siger Christina Hembo og fortsætter:
”Vi startede med at sælge vores første kollektion i London ved at gå op og ned ad gaden til urmagere og guldsmede. Tre måneder efter var vi inde i 45 butikker. Nu er vi i 250 butikker alene i Danmark og har 80 distributører worldwide.”
Med en designuddannelse i hus fra University of the Arts var Hembo ikke i tvivl om, at hun ville være selvstændig. ”Jeg laver jo mig eget design. Det er min hobby mere end arbejde, og jeg er meget stolt af det. Og vi sælger bare mere og mere, selv om mange taler om krise. Det er en fed fornemmelse af succes,” siger Christina Hembo.
Den succes er blevet bemærket. Revisionsfirmaet KPMG, arbejdsløshedskassen Dana og softwarevirksomheden Mamut er de drivende partnere bag iværksætterinitiativet Iværk, der tildelte Christina Hembo prisen som Årets kvindelige Iværksætter 2008 for etableringen af Christina Design London. Begrundelsen var bl.a.:
”Inspireret af lavprisflyselskaberne satte designeren Christina Hembo sig ned for at undersøge, hvorfor eksklusive ure kun var forbeholdt de få. Med det udgangspunkt startede hun Christina Design London og begyndte at designe en helt ny type ure. På tre år er tanken blevet til handling og en verdensomspændende succes. I dag kan man få et ur besat med brillanter til priser, hvor alle kan være med.”
Christina Hembo
31 år, Christina Design London.
- 1994-1997:
- Århus Business School.
- 1999:
- Virtual Design Studio, Århus.
- 1999-2000:
- Design Studio, Århus.
- 2000-2001:
- Højer Design Seminarium.
- 2001-2003:
- B.A. Design, Southampton Institute.
- 2004-2005:
- Master of Arts, The University of the Arts, London.
- 2004-::
- Chefdesigner, Christina Design London, Herning.
- 2008:
- Prisen Årets kvindelige iværksætter.




























































