Mød seks design- og innovationstalenter fra Christina Design London, Henning Larsen Architects, Krydsrum Arkitekter, Kilo Design, Das Agency/Portfolio-cph og Cisco.
13. marts 2009, 06:00
Er du det mindste i tvivl, så sig ja
Henning Larsen Architects fylder 50 til efteråret, så umiddelbart valgte Andres Drescher det sikre, men måske lidt forudsigelige, at han skiftede fra pioneren Plot til det hæderkronede danske arkitektfirma, men nej:
”Jeg tror, at sådan som Plot var i det danske miljø ved årtusindskiftet,
sådan er Henning Larsen i dag i det internationale miljø. Jeg genkender klart underdog-mentaliteten. Når vi er ude, skal vi ikke kun fortælle, hvem vi er – vi skal også bevise, hvad vi kan,” siger Andres Drescher.
Efter et halvt år i Abu Dhabi som projektleder for Henning Larsen kaster Anders Drescher nu sig selv og familien ud på dybt vand igen. Til april er arbejdsstedet Riyadh for i hvert fald det kommende år, fordi han følger sit eget motto: Er man det mindste i tvivl, så skal man sige ja.
”Jeg er ekstremt motiveret, når jeg ser, at jeg kan bidrage til en forandring. Og dernede kan man bidrage til et helt nyt samfund med et skift fra kun olie til videnøkonomi, finans og landbrug. Samtidig er 60 procent af befolkningen under 25 år, så der skal virkelig bygges,”siger Anders Drescher, der får rosende ord med på vejen:
”Anders er et talent med stort potentiale inden for tværfaglighed, strategier og forretningsudvikling. Han har arbejdet med iværksætteri, veletablerede SMV’er og som udstationeret i ukendt terræn, og derved har han opnået en betydelig erfaring som arkitekt og autodidakt forretningsudvikler,” siger Mette Skjold, arkitekt, Markstudio.dk, og fortsætter:
”Anders er primus-motor i at scanne markedet og tage initiativer,
der fremtidssikrer firmaet. Samtidig har han en fantastisk evne til at tænke på en progressiv og anderledes måde, der podet med smittende energi og et optimistisk fagligt syn på tingene er en sjældenhed inden for arkitektfaget.”
Anders Drescher
34 år, Henning Larsen Architects.
- 2003:
- Cand. arch.
- 2003-2006:
- Arkitekt og manager, Plot, København.
- 2006:
- Virksomhedsrådgiver, JDS Architects, København.
- 2006-2007:
- Arkitekt, Henning Larsen Architects, København.
- 2007-2009:
- Manager, Henning Larsen Architects, Abu Dhabi og København.
- 2009-:
- Business developer, Henning Larsen Architects, Riyadh.






























































