Talent100: De bedste direktører

Mød otte talenter fra IDA, Mærsk, ISS, Natur-Energi, Frokost.dk, Niras International Consultants og Comwell.

Fra kålhøgen til erfaren
Lars Bytoft var en kålhøgen ung herre, da han indledte sin karriere som entrepriseleder i G.V.L. Entreprise. Han vidste nok, hvordan verden hang sammen og skulle nok lede de to håndfulde håndværkere, han var blevet chef for. I dag kalder han det ”kulturudvikling” og oversætter det fluks til slagsmål. ”Jeg var en mand, der stod og hoppede op og ned og sagde: ’I skal gøre, som jeg siger.’ Hvortil de svarede: ’Det gider vi ikke lige i dag.’”

Siden kom han til Pihl & Søn og CB Richard Ellis, men engagerede sig samtidig i Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), hvor han mente, at han var gjort af et stof, der kunne modernisere foreningen og gøre op med de gamle 55-årige mænds vælde. Det afstedkom kampvalg om formandsposten. Bytoft vandt knebent.

Belært af sine tidligere erfaringer var han blevet mere afdæmpet og gik i gang med at udarbejde en strategiplan og brugte et år på sætte sig ind i foreningens mange aktiviteter.

”Jeg blev mødt med skepsis, men jeg kunne forklare, illustrere, overbevise
og begejstre, så beskeden lød: Unge mand, gå bare i gang.” Ib Oustrup, administrerende direktør for IDA, er begejstret:

”Lars har som den hidtil yngste formand skabt unikke og dokumenterbare resultater.”

Han fremhæver, at IDA i dag har over 71.300 medlemmer imod godt 59.000, da Bytoft tiltrådte i 2004. Derudover fremhæver han Bytofts ”snilde og store lederegenskaber, som har formået at ruske op i det stivnede billede, nogen har af organisationsverdenen, og gjort IDA til en stemme i samfundsdebatten.”

Om halvandet år skal Bytoft gå af som formand for foreningen.

”Der, hvor jeg skal hen, skal de ansatte være klogere end jeg. Da jeg kom her som formand, fortalte jeg min direktør: ’Ud af tyve tilfælde har jeg ret i de nitten.’ Han sagde: ’Det må være hårdt.’ Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan have ret, men jeg har også fundet ud af, at det ikke er det samme som, at det er det bedste resultat. Man skal turde lytte og åbne for, at andre kan have gode input. Det giver et endnu bedre resultat.”

Lars Bytoft

35 år, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA). Uddannet ingeniør.

1998-2000:
Enterpriseleder, G.V.L. Entreprise.
2000-2001:
Projektleder, Pihl & Søn.
2001-2004:
Senior Project Manager, CB Richard Ellis.
2004-:
Formand for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).
 



Markedet lige nu