Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stress på jobbet kan give hjerne-blødninger

Mænd, som har et stresset arbejdsliv, har dobbelt så stor risiko for at blive ramt af en hjerneblødning, som mænd med mindre belastende jobs.

Risikoen for at blive ramt af en hjerneblødning er langt højere blandt mænd med stressende jobs, de ikke selv har meget indflydelse på, end andre. Faktisk er risikoen for netop den gruppe dobbelt så stor.

Sådan lyder konklusionen i et omfattende, japansk forskningsprojekt, der har fulgt mere end 6.500 arbejdende mænd og kvinder igennem en periode på over 11 år. Alle under 65 år.

I studiet er arbejderne blevet kortlagt for, hvor høje krav, der er blevet stillet til dem på jobbet, og hvor stor indflydelse og medbestemmelse de har i deres arbejde. Yderligere har deltagerne løbende været igennem omfattende helbredsundersøgelser.

Resultatet er klart og tydeligt – at mænd, der har en lav grad af indflydelse og samtidig bliver mødt med høje krav til eksempelvis produktionsmængde, har dobbelt så stor risiko for en hjerneblødning, end mænd i mindre krævende stillinger, som de i øvrigt har indflydelse på. Også, når der er taget højde for alder, rygning, alkoholforbrug og andre variable. Samtidig viste undersøgelsen, at risikoen for en hjerneblødning ikke gælder kvinder.

- Vores udgangspunkt var at påvise, om mennesker, der oplever høje krav, stress og ringe indflydelse på jobbet, har en større risiko for at blive syge, siger en af de japanske forskere bag undersøgelsen, Akizumi Tsutsumi fra University of Occupational and Envrionmental Health i Fukuoka, til Magasinet Arbejdsmiljø.

Mænd brænder inde

Undersøgelsens resultat overrasker ikke stressekspert, forfatter og foredragsholder Lis Lyngbjerg.
- Man ved også, at risikoen for at dø af en hjerte-karsygdom er fordoblet blandt ansatte, som sidder tilbage i virksomheder, der har været igennem store omlægninger, siger Lis Lyngbjerg og henviser til en engelsk og en finsk undersøgelse blandt ansatte i offentlige organisationer.

At det netop er mændene, der ifølge den japanske undersøgelse får fordoblet risikoen for hjerneblødninger, mener hun kan skyldes, at kvinder taler mere med hinanden om, hvordan de har det.

- Så selv om kvinder generelt er mere stressede end mænd, har mænd større risiko for at brænde inde med stressen, siger Lis Lyngbjerg.

Mindre risiko for danskere

Alligevel mener hun ikke, at statistikken for stressede danske mænd er lige så slem som for de japanske af slagsen.

- Vi har jo en helt anden arbejdskultur, for vi har ikke i Danmark i samme grad forventning om, at man bliver på arbejde, til chefen er gået. Vi har en mere afslappet ledelsesform i forhold til, at man kan arbejde selvstændigt og selv planlægge sin arbejdsdag. Og så har i høj indflydelse på arbejdet i form af jobrotation og mus-samtaler. Og vi ved, at det at have indflydelse generelt er en stressforebyggende faktor.

Erstatning for stress-død

Faktisk er stressniveauet generelt så højt i Japan, at man har opfundet udtrykket Karoshi, som betyder ’død efter for meget arbejde’, og som kan udløse erstatning til de efterladte.

- Det dækker over folk, som lider en pludselig hjertedød efter at have været for mange timer på arbejde og som har lidt af langvarig og meget alvorlig stress, siger Lis Lyngbjerg, der sammen med overlæge Bo Netterstrøm netop skal til Japan sidst i april for at undervise flere hundrede japanske ledere.

 




Markedet lige nu