Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stop den pinlige privatsnak

Selv om det er en fordel at have en åben kultur på arbejdspladsen, er der grænser for, hvor mange detaljer de ansatte skal have om hinandens privatliv. De grænser skal lederen trække op.

Nære kolleger, der også ser hinanden privat, kan måske fint vende med hinanden, om konflikten med kæresten derhjemme har lagt sig over weekenden, og på anden vis diskutere fortrolige emner over kantinebordet. Men når det gælder, hvordan besøget hos gynækologen er gået og andre prekære temaer, er der grænser for, hvor nære detaljer, de ansatte skal dele, og ikke mindst hvem, der skal tåle at lægge ører til, når man befinder sig på en arbejdsplads.

Sådan lyder konklusionen fra ledelsesrdågiver Trine Dilèng fra Lederne i Ugens Dilemma på Business.dk, hvor en af dine medarbejdere i administrationsafdelingen, Gitte, deler med resten af teamets øvrige otte ansatte, hvad hun har oplevet ved sit seneste lægebesøg, i en grad så både du som leder og flere andre ansatte oplever, at I får for meget at vide.

Men selv om det er anbefalelsesværdigt at have en åben kultur på en arbejdsplads, er der stadig behov for at holde snakken inden for nogle grænser, så den ikke risikerer at blive stødende eller grænseoverskridende, fortæller Trine Dilèng.

Ikke al åbenhed er god

- En åben og ærlig kultur er på mange måder at foretrække og noget, som mange virksomheder stræber efter. Her har lederen en væsentlig rolle både som kulturskaber og kulturbærer. Det er vigtigt, at lederen hele tiden er bevidst om, hvornår kulturen er åben på den gode måde, hvor gensidig respekt og tillid gør teamet velfungerende, skaber motivation og gode resultater – og hvornår det modsatte gør sig gældende, siger ledelsesrådgiveren.

Derfor nytter det ikke noget som leder at ignorere den pinlige situation og lade Gitte sætte sine egne grænser for, hvad hun vil fortælle og ikke vil fortælle sine kolleger, sådan som hver femte af læserne på Business.dk ellers ville gøre.

Påvirker relationerne

I stedet må du tage sagen alvorligt og tage den op med den åbenmundede medarbejder, lyder rådet.

- I dilemmaet har medarbejderen tydeligt overskredet både lederens og kollegers grænse for detaljeringsgraden af de private ting, hun har fortalt i teamet. Jeg vil anbefale lederen løsning tre og trække Gitte til side og tage en snak med hende. Dels forklare, hvordan lederen selv har oplevet situationen, dels fortælle hvilke konsekvenser, det kan få for hende, i de relationer hun indgår i på arbejdspladsen, siger Trine Dilèng.

Det har mere end halv delen af læserne på Buiness.dk, nemlig 56 procent, da også valgt som deres løsning. Men ifølge Trine Dilèng er det ikke nok med det. For skaden er allerede sket, og det skal der rettes op på.

Sæt fælles grænser

Som leder skal man også være opmærksom på, hvordan resten af teamet har opfattet situationen. Da lederen har ladet Gitte fortælle meget detaljeret om private ting ved morgenbordet, kan der sidde nogle og tro, at det er fuldt acceptabelt,« siger ledelsesrådgiveren, der derfor også anbefaler lederen at involvere hele afdelingen i en diskussion af, hvor de mener, at grænserne mellem det personlige, det professionelle og det private bør være i deres afdeling.

- Det vil understøtte den åbne kultur, siger Trine Dilèng.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu