Sony Ericsson involverer unge på Facebook

Sony Ericssons kampagne for den nye kameratelefon Cybershot C905 med 8.1 megapixel kamera gjorde noget af det, vi kommer til at se mere af i fremtidens reklamer.

En integreret del af kampagnen var en applikation på Facebook målrettet til unge, der tager billeder med telefonen og går op i det, og som vil være først med det sidste nye.

Applikationen var interaktiv i form af en nu overstået konkurrence Photo Battle, hvor alle kunne uploade deres billeder. Det gjaldt så om at få vennerne til at stemme ens eget billede op og stemme andres billeder ned. Til slut vandt billederne med den bedste rating.

Facebook var valgt helt bevidst, forklarer account manager Christian Hermansen fra mediebureauet Mediaedge:cia, der var med til at udvikle idéen for Sony Ericsson.

”Målet med applikationen var at være til stede, hvor målgruppen er – og gøre det på en nyttig og ikke forstyrrende måde, som skabte værdi for målgruppen. Sony Ericsson indgik i et eksisterende netværk på en naturlig og autentisk måde. Målgruppen er vant til at uploade og dele billeder på Facebook, og det skabte et naturligt link til kameratelefonen,” siger han.

Ud over aktivitet på blogs blev 1543 billeder uploadet, og 3141 brugere tilmeldte sig og stemte på billeder. Sony Ericssons marketingchef Morten Johansen betegner det som ”tilfredstillende”.

“Man skal ikke forvente, at mange millioner involverer sig her. Men det lykkes meget godt at få fat i den aktive målgruppe,” siger han.

“Hvis vi skal ind under huden på folk og distribueres videre af dem, må de ikke have fornemmelsen af, at de sender en reklame videre.”

Applikationen indeholdt dog reklame, men konkurrencen overskyggede det, mener han. Ud over at sælge telefoner var der også et langsigtet mål: At styrke Sony Ericssons image som producent af gode kameratelefoner, ligesom for gode musiktelefoner.

 



Markedet lige nu