Dine ansatte skal behandles som unikke individer, hvis du vil undgå, at de smutter efter krisen.
3. marts 2010, 06:11
Kigger du til højre, er der en, der bliver fyret. Kigger du til venstre, er der en, der bliver fyret. Og læser du avisen, handler det mest om dårlig økonomi.
Det er svært at holde gejsten oppe på arbejdspladsen, og som man kunne læse i ErhvervsBladet.dk i mandags overvejer seks ud af ti ifølge en amerikansk undersøgelse at skifte jobbet ud, når krisen vender. Men hvordan undgår vi, at de dygtigste medarbejdere pakker deres grej og smutter videre på arbejdsmarkedet, når kurverne igen peger opad?
Se fem gode råd til at fastholde talenter
Det vil konsulentfirmaet Right Managements danske afdeling gerne finde løsningsmodeller for og har derfor inviteret ledelsesekspert og vice president i Right Management, Tony Santora, til konference om emnet.
- Forhåbentlig vil folk gå herfra med flere spørgsmål end svar. Det er meningen, at virksomhederne selv skal finde ud af, hvad der fungerer for dem, hvor de står nu, og hvilke talenter de mangler for at bevæge sig mod målet, siger Tony Santora, da foredraget går i gang.
Han forklarer, hvor vigtigt det er, at medarbejderne føler sig værdsatte, især når de ser, at deres kolleger får sparket. Og så skal de kunne se fremtidsmuligheder i jobbet.
Talenter skal udvikles
Det er specielt inden for talentudvikling, at virksomhederne skal sætte hårdt ind. Men der rejser sig hurtigt en debat blandt de fremmødte virksomheder, der ikke altid ved, hvad de bagefter skal gøre med de medarbejdere, der har været involveret i high potentiale-programmer.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at man ikke bare sender de ansatte på udviklingskurser bare for at gøre det. Der skal være et mål med det, og de skal helst kunne flytte sig og bruges i en ny position bagefter. Det er derfor vigtig at vide, hvor virksomheden skal bevæge sig hen, siger Mikkel Madvig, der er chef for ledelsesudvikling i Rights Managements danske afdeling.
Tony Santora understreger flere gange, hvor vigtigt det er, at hele virksomheden har de samme mål, både hvad angår lederskab, strategi, kultur og engagement.
- De ansatte oplever usikkerhed i disse tider, så det er vigtigt for dem at vide, hvad deres opgave er i virksomheden. Og det er vigtigt, at de kan se, at de bidrager inden for de mål, der er sat for virksomheden. Folk vil gerne flytte sig. Især når de bliver usikre. Så vi må bare sørge for, at de flytter sig inden for virksomheden i stedet for at flytte sig uden for, siger han.
Sådan undgår du, at de bedste medarbejdere smutter efter krisen






























































