25. juni 2010, 06:00 – opdateret 25. juni 2010, 06:01

Uenigheden raser om, hvorvidt økonomisk opstramning er en uomgængelig troværdighedsskabende nødvendighed eller en opsvingsødelæggende selvdestruktiv motorvej ind i en ny krise.

Det gælder i den hjemlige debat om regeringens og S-SF’s økonomiske planer. Og det gælder internationalt. Spændende, men egentlig en mellemregning, for strammet op bliver der verden rundt.

Det gode spørgsmål er derfor, hvad der sker i realøkonomien i lyset af stramningerne af de offentlige finanser. De stramninger, der er tale om i flere lande, er nemlig meget langt fra småtingsafdelingen.

Den britiske Finansminister George Osborne har netop fremlagt en plan, der over nogle år vil løbe op i en finansiel konsolidering på op mod 7 procent af BNP for at gøre noget radikalt ved underskuddet på de offentlige finanser, der aktuelt er på vej mod 11 procent af BNP.

Japan vil over en treårig periode stramme de offentlige finanser med op mod 14-15 procent af BNP. En voldsom stramning, der skyldes at den offentlige gæld er på vej mod 200 procent af BNP.

Hertil kommer at der strammes bredt i de europæiske lande. Danmark har et konsolideringsmål på 1,5 procent af BNP over de kommende tre år, og flere eurolande har målsætninger mellem den danske og den engelske.

Forskel: Udfordringen for de forskellige lande er imidlertid langt fra ens. Storbritannien og Japan trykker – modsat eurolandene – deres egne penge og kan lade inflation være en del af problemløsningen. Tillader de f.eks. 3 procents inflation over nogle år, vil gældskvoten falde, og konkurrencekraften vil kunne bevares, fordi landene har flydende valutakurser.

Modsat kan lande som Grækenland og Irland kun øge deres konkurrencekraft ved at sænke produktionsomkostningerne, og det kan formentlig kun lykkes i det fornødne omfang ved at acceptere lavere lønomkostninger. Det kan blive til en nødvendig lønnedgang, og den vil være smertefuld, fordi skatteindtægterne falder i samme takt – ligesom BNP vil krympe til en start, så gældskvoten stiger. Det bliver pinefuldt.

Håb: Det kan virke som det rene undergangsscenarie ind i en ny krise, men er det ikke nødvendigvis. Der er faktisk positive takter i amerikansk økonomi, selv om intet tyder på et lurende buldrende opsving. Men mindre kan også gøre gavn – vækst på 2,5-3 procent er ikke at kimse ad. Samtidig er Asien ekskl. Japan i forbavsende fin form.

Ser man på de folkerige lande som Kina, Indien og Indonesien ligger de aktuelle vækstrater på 10, 9 og 6 procent. De virksomheder, der er velpositioneret her med produkter til de voksende middelklasser, har positive udsigter.

Hos asiatiske tigre som Hong Kong, Korea, Vietnam, Singapore og Taiwan spænder vækstraterne fra 4,5 til 6,5 procent, og ser man på industrialiserede lande uden for G7 og eurolandene, kommer væksten tæt på 4 procent i år mod godt 1 procent i EU.

Der er altså masser af vækst i verden. Men mindst lige nu i EU, så vi kommer til at se markante forskydninger mellem virksomheders resultater.

Vinderne på den korte bane, bliver virksomheder med store markedspositioner i Asien, USA og Latinamerika.

Læs Berlingske Nyhedsmagasins sommernummer 25. juni.