Prisfokus, discount og værdi for pengene er det gennemgående ved dette års uddeling af priser for de mest effektive reklamer.
2. november 2011, 06:00
Markedsføringsindustrien har altid skilt sig ud. For år tilbage var det mere kreative kampagner end realiserede resultater, der blev talt om i bureauerne. Siden har kravet om dokumenterbar effekt dog gjort sit indtog med avancerede analyseinstrumenter og nye yndlingsord som share of voice, ROMI (return on marketing investment) eller tracking i både reklame-og mediebureauer.
Prisen, Advertising Effectiveness Award, er prestigefyldt og bliver i år uddelt for 10. gang i Danmark.Bag prisen står Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, DRRB.
Advertising Effectiveness Awards (AEA), handler, som navnet antyder, om at kåre den kampagne, der har givet annoncøren de bedste målbare resultater for deres markedsføringsinvestering. På jævnt dansk: Smæk for skillingen på virksomhedernes bundlinje.
AEA-konkurrencen holdes årligt af DRRB for at præmiere og demonstrere den effekt, som opstår, når alle markedsføringsmæssige elementer går op i en højere enhed. Markedsindsigt, kreativitet, faglige kompetencer, strategi og medievalg skaber sammen det, det handler om: resultater.
”De cases, som konkurrerer om AEA beviser sort på hvidt, at det betaler sig at investere i målrettet strategisk og kreativ markedsføring,” lyder det fra DRRB, når de fortæller om prisen.
Eller som formanden for juryen, Mogens Jønck, kommerciel direktør i DSB siger:
”Forbruget er presset. Købelysten er lav, og derfor er vores resultatopgørelser hele vejen rundt under pres. Kravet fra os, der sidder i topledelsen, er, at vi vil have value to the pocket. Derfor er det vigtigt, at de rådgivere, vi har, er i stand til at sætte sig klare mål som bliver leveret via kampagnerne. I sidste ende er det ikke bare det, vi bliver målt på, men også hvad de bliver målt på.”
Læs om AEA-konkurrencen og vinderprojekterne i Berlingske Nyhedsmagasin onsdag 20. november 2011.






























































