7. november 2008, 06:00

Euforien ramte Chicago i en grad, som iagttagere ikke har set siden John F. Kennedy blev valgt som præsident. Tilhørerne i Grant Park, hvor Obama holdte sin historiske sejrstale, råbte taktfast “yes we can, yes we can” – og troen, optimismen, glæden spredte sig som ringe ud i en verden, der synes knuget af en lurende pessimisme, slået ud af finanskrise, en lurende økonomisk krise, krige og stridigheder.

Her stod han. USA’s 44. præsident. Med et smil på læben og en tilsyneladende umiskendelig tro på, at alt nok skal blive godt. Og i disse dage tror verden på ham, da det fra sejrspodiet rungede: “Vejen forude vil være lang. Opstigningen stejl. Vi når måske ikke målet om et eller to år. Men jeg har aldrig været mere fortrøstningsfuld: Vi vil nå det. Jeg lover jer; vi som folk vil nå det.”

Men de barske realiteter venter. USA’s første præsident af afroamerikansk afstamning, et lysende håb om fremskridt og bedre tider, sætter sig i det ovale værelse i Det Hvide Hus på et historisk dårligt tidspunkt. USA er ramt af en finansiel krise af hidtil usete dimensioner – en krise som i USA for længst har fået tilnavnet “The Perfect Storm”. Sammenbruddet på USA’s bolig- og kreditmarked, det såkaldte credit crunch, er slet ikke den eneste årsag. Faktisk raser adskillige storme ind på den indenrigspolitiske scene i USA fra hver deres verdenshjørne og holder liv i en økonomisk ildebrand, som trods øsen og pøsen med vand i form af redningspakker kloden rundt ikke synes at kunne kvæles helt. Tværtimod spreder ilden sig – fra USA til resten af kloden, og fra finanssektoren til resten af økonomien og videre til de amerikanske forbrugere, som ser ud til at have mistet enhver lyst til et nyt, blomstrende og gældsfinansieret væksteventyr.

Det er en storm, der består af mindst tre ugunstige vinde: Finanskrise, en dyb lavkonjunktur og grundlæggende strukturelle problemer i USA med øgede skel mellem rig og fattig. Og som landet ligger netop nu, kan krisen blive lang, vurderer økonomiprofessor ved CBS og tidligere vismand, Niels Blomgren-Hansen:

“Jeg er bange for en længere periode med svag økonomi – ikke et kortvarigt dyk som under dotcom-krisen i 2000-2001, og heller ikke en voldsom krise med stigning i ledigheden på 20-30 procent, som vi så det i 1930’erne. Snarere noget i retning af den japanske nedtur 1990, dog næppe helt så lang. Japan er jo aldrig rigtigt kommet op at køre igen,” siger han.

Tidligere nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer, har set meget – men intet som dette:
“Vi oplever i øjeblikket en nervøsitet i en grad, som jeg ikke har oplevet tidligere. Blandingen af finanskrisen og en konjunktur-opbremsning har skabt en nervøsitet i en grad og styrke, som jeg ikke har oplevet før,” siger han.

Krise som springbræt: Ud over den tidligere vismand og nationalbankdirektør har Berlingske Nyhedsmagasin talt med flere tunge økonomiske eksperter både i Danmark og USA og bedt dem om et bud på Obamas chancer og muligheder, når han overtager præsidentposten i januar. Og overraskende nok, tyder meget på, at krisen kan blive et springbræt for Barack Obama, som kun meget få præsidenter tidligere har haft; og det selv om forventningerne til Obama måske er større end nogensinde – fra middelklassen, de fattige, de sorte, de syge, de miljøbekymrede og resten af verden. Hvis Obama spiller kortene rigtigt – endda nogle af de kort, han allerede har luftet i valgkampen – kan han blive præsidenten, der slukker den økonomiske ildebrand.

Præsidenten bag et nyt århundredes New Deal.

Det bliver ganske vist ikke let. Obama kommer til at arbejde hårdt og træffe svære valg – i en situation, hvor selv de økonomiske eksperter er på usikker grund, siger Dean Baker fra den amerikanske tænketank CEPR (Center for Economic and Policy Research):

“Vi er i uopdaget terræn, hvor ingen kan sige, præcis hvad der skal til eller udstede garantier. Vi kan give vores bedste vurdering, men vi er også nødt til at håbe det bedste.”

Alligevel er Dean Baker optimist på Obamas vegne – for ligesom i Roosevelts 30’ere, så leverer denne krise- og opbrudstid en chance for at lave om på samfundet og gøre store reformtanker til virkelighed:

“Jeg mener, han har flere muligheder end nogen præsident i min levetid.”

USA’s økonomiske problemer er efterhånden velbeskrevne, men her blot et kort rids over de i hvert fald tre store problemer, som Obama går imøde.

1. For det første kniber det med amerikanernes optimisme. Der er nu bred enighed blandt eksperterne om, at USA og hele kloden står over for en alvorlig recession i 2009. I USA stiger ledigheden allerede og kan runde 7, måske 8 eller 9 procent i løbet af det kommende år.

Forbrugertilliden er den laveste i fire årtier, ligesom spændet mellem rig og fattig vokser, og over en bred kam betragtes som decideret ødelæggende for det amerikanske samfund.

2. En anden udfordring er USA’s enorme gældsbyrde, som i dag anslås at svare til op mod 75 procent af USA’s bruttonationalprodukt. Og intet tyder på, at gælden bliver mindre. Den amerikanske krigsmaskine koster op mod 12 milliarder dollar om måneden, og et stærkt stigende antal ældre vil i de kommende år lægge et katastrofalt pres på et amerikansk sundhedssystem, som ifølge begge politiske fløje allerede er for dyrt og for dårligt. Det vil kun udvide gælden på lige nu 10 billioner; en gæld, som for 25 procents vedkommende er finansieret af udlandet, især Japan og Kina.

3. Endelig er der finanskrisen. Markederne i USA er historisk nervøse og volatile, Bush-regeringen har de seneste måneder stået for det ene statsindgreb efter det andet – i en grad og udstrækning, som ingen havde troet mulig for bare få måneder siden. Et kollaps er bremset, men økonomien lider fortsat. Boligpriserne falder, forbrugerne spenderer færre dollars, og en bred vifte af industrivirksomheder er for længst begyndt at fyre i stor stil – fra amerikanske koryfæer som Chrysler og General Motors over elektronikvirksomheden Sony og til læskedrik-giganten Coca-Cola.

Kreditkrisen har altså på alle måder puffet til en i forvejen vakkelvorn amerikansk økonomi. Der er behov for en “New Deal”, som blandt andre økonomen Jeffrey Sachs fra Columbia University har efterlyst. Men spørgsmålet, som alverdens iagttagere spekulerer over i disse dage, er, om Obama – som sit forbillede Franklin D. Roosevelt – kan levere varen? Og ja, det er der meget, som tyder på.

Nøglen er befolkningen: Obama vil investere i middelklassen, og her ligger ifølge økonomerne en akut udfordring: at bremse amerikanernes dalende optimisme. Allerede nu slås USA’s Finansministerium og centralbank for tilliden med redningspakker i milliard-klassen. Finansminister Henry Paulsen har reelt carte blanche til at redde nærmest hvad som helst, der går og kryber, for at undgå en ond cirkel med øget arbejdsløshed og i sidste ende en depression.

Men problemets rod stikker dybere end finanssektoren. Amerikanerne har som ingen andre finansieret deres forbrug med lån og kredit og været en primus motor for hele verdensøkonomien de seneste to-tre årtier. Nu skal regningen betales, og forbrugertilliden er på det laveste niveau nogen sinde, siden de første tal blev offentliggjort i 1967.

De amerikanske boligpriser er ifølge S&P Case-Shillers indeks faldet med 17 procent i det forløbne år, og intet tyder på, at nedturen er slut. Samtidig oplever mange private investorer for første gang en alvorlig aktienedtur og brænder selvsamme fingre, som ivrigt via internettet har handlet aktier og værdipapirer ved blot at klikke et par gange med musen ved computeren. I Japan nåede aktiemarkedet for nylig ned i det laveste niveau i 26 år. Havde man som privat småsparer sat pensionen i aktier for 26 år siden, så var man altså tilbage ved start.

Og her – i forbrugernes nervøsitet og pessimisme – ligger et af de helt store problemer begravet, vurderer professor og tidligere vismand, Niels Blomgren-Hansen, for enhver økonomi bygger i bund og grund på forventet efterspørgsel.

“Hvis alle klapper hesten og i stedet sparer op, fordi de har set, at gældsfinansieringen ikke fungerer i længden, så kan vi opleve en lang periode med et generelt fald i efterspørgslen.”

Pas på med Japan-modellen: Det er stadig for stort at tale om en kollektiv depression, men forbrugernes adfærd er allerede påvirket, og økonomiprofessor Niels Blomgren-Hansen mener, at Japans krise i begyndelsen af 1990’erne kan være et oplagt sted at kigge hen for at trække paralleller til i dag.

“Her var en af reaktionerne som følge af finanskrisen, at borgene begyndte at spare flere penge op til sig selv” siger han.

Den japanske regering forsøgte dengang at puste liv i økonomien ved at sænke skatten og dermed generere flere penge til forbrug. Men forsøget var forgæves. En stor del af pengene røg i stedet ind på japanernes bankbøger, og samme tendens er sandsynlig i USA, hvor forbruget for manges vedkommende har været gældsfinansieret.

I stedet for skattelettelser foreslår Niels Blomgren-Hansen at pumpe penge i et af de områder, som Obama allerede har talt meget om i valgkampen; tanken om at sikre sundhedsforsikring til alle borgere i USA:

“Obamas forslag om så at sige at styrke sikkerhedsnettet under amerikanerne kan være fornuftigt, fordi borgerne dermed ikke i samme grad er bange for fremtiden. Det er den mest økonomisk fornuftige løsning,” vurderer Blomgren-Hansen.

Også Dean Baker fra Washington-tænketanken CEPR, der betragtes som liberal og dermed placeret på Obamas banehalvdel, ser sundhedssektoren som en oplagt mulighed:

“Hvis man skaber en solid stimulanspakke, rettet direkte mod sundhedssektoren, så kunne det ende med 100-200 mia. dollar i direkte forbrug – til ansatte på hospitaler og plejehjem og klinikker. Man kunne realistisk set få en effekt ret hurtigt i form af jobs og privatforbrug og på den måde nyt liv til hele økonomien,” siger han.

Voksende ulighed: Bedre sundhed kan være med til at øge forbruget og få optimismen til at vokse. Imidlertid ændrer det stadig ikke på et andet grundlæggende strukturelt problem i USA – den voksende ulighed mellem rig og fattig, som er en trussel mod den amerikanske drøm og dermed hele filosofien bag “Guds Eget Amerika”.

Et studie har for eksempel vist, at i årene 1997-2001 oplevede de 10 procent af befolkningen, der har de højeste indkomster, en reallønsfremgang på 49 procent, mens de lavestlønnede kun havde en fremgang på 13 procent.

Ifølge tidligere overvismand, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Claus Vastrup, skyldes indkomstforskellen blandt andet skattepolitikken, men han mener ikke, at en justering alene af skatten vil løse problemet. Også her skal et bekosteligt forslag på banen, nemlig en opgradering af uddannelsessystemet, vel at mærke for den mindre uddannede del af befolkningen og ikke – som Barack Obama tidligere har foreslået – flere handelsbarrierer i forhold til udlandet.

Uanset hvad, får Obamas regering brug for at investere – men det er altså slet ikke ligegyldigt hvordan; om han vælger at sænke skat eller bygge motorveje eller noget helt tredje. Faktisk kan disse valg gøre hele forskellen på succes og fiasko for Obamas New Deal.

For lånte penge: Skal både skoler og sundhedsforsikringer opgraderes, og skal der samtidig være plads til Obamas lovede skattelettelser, så kniber det gevaldigt med finansieringen. Samtidig betyder en recession, som mange økonomer i dag spår uundgåelig, at statens indtægter falder.

Imidlertid er gælden ikke så alvorligt et problem, som man kunne tro – i hvert fald ikke på den korte bane, mener blandt andre professor i økonomi Claus Vastrup.

“I første omgang er det væsentligt at få sat gang i produktion og beskæftigelse, som jo bliver beskattet og dermed bliver en indtægt for staten,” siger han.

Vurderingen går igen blandt flere af de danske økonomer, der blandt andet henviser til USA’s voldsomme gæld under 2. Verdenskrig. Gældsbyrden og udsigten til, at den vokser, skræmmer heller ikke tidligere Nationalbank-direktør Erik Hoffmeyer. Faktisk mener han, at frygten for den amerikanske gæld er overdrevet:

“Ser man på den amerikanske kapitalbalance, så er indtægten af investering i udlandet større end den rente, de betaler til udlandet. Man skal altså passe på med at sige, at USA er præget af gæld til udlandet. Netto er det stadig sådan, at de har overskud på afkastet,” siger Erik Hoffmeyer.

Indtil videre har resten af verden da også velvilligt lånt USA penge, blandt andet ved at investere i statsobligationer. Kina ligger inde med store reserver af dollar og obligationer. Men ingen af de økonomer, Berlingske Nyhedsmagasin har talt med, ser den kinesiske finansiering som det store problem. Som Claus Vastrup siger:

“Det bemærkelsesværdige er, at betalingsbalancen faktisk ikke har spillet nogen større rolle i finanskrisen, og jeg venter heller ikke, at den kommer til det i kommende år. Kina, Japan og OPEC-landene har været villige til at placere deres penge i USA. Man kan naturligvis ikke afvise, at finanskrisen kommer til at skabe ændret finansmønster, men man må huske, at alternativet – de europæiske banker – har været næsten lige så involveret i subprime-krisen.”

Et spil med høj indsats: Der står meget på spil for Barack Obama. For USA. For os alle sammen. Som Dean Baker fra CEPR formulerer det, så kan succes med en New Deal gøre Obama til en, der ikke bare var en historisk kandidat, men en historisk leder:

“Han kan vinde med et jordskred i 2012. Han kan ende i historiebøgerne som den præsident, der endelig leverede sundhed til USA. Men det bliver ikke uproblematisk eller let. Han kommer til at lægge sig ud med nogle magtfulde lobbyister og interessegrupper.”

Hvis drømmescenariet er en sund og tilfreds befolkning, en ny økonomisk optur og en jordskredssejr om fire år, så er skræk-scenariet til gengæld, at Obama ikke handler – eller ikke handler nok. At hans forslag enten strander i kongressens interne slagsmål. At han får indført en stimulanspakke, der er for lille, eller er for længe om at føre den ud i livet.

“Får vi ikke et effektivt politisk svar, så kan nedturen blive dyb og langvarig. Det kan tage 3-4 år at komme op igen,” siger Baker: “Obama er simpelthen nødt til at være modig og handlekraftig. Faktisk kan han ikke være andet – så kommer han til at betale dyrt.”

Problemer versus løsninger
Obamas problemer og løsningsmuligheder ifølge de førende nationaløkonomer, Berlingske Nyhedsmagasin har talt med:

Problem: Befolkningen

Befolkningens optimisme hæmmes i øjeblikket af den økonomiske situation i USA. Ledigheden stiger, forbrugertilliden er den laveste i fire årtier, og spændet mellem rig og fattig vokser. Samtidig viser tal fra september, at forbrugerne allerede nu spenderer færre kroner end samme måned i fjor.

Løsning: Sikkerhedsnet

For at dreje forbrugerne over i en mere optimistisk retning peger flere økonomer på, at et forbedret sikkerhedsnet under befolkningen kan være fornuftigt – og i den sammenhæng er Barack Obamas forslag om en sundhedsforsikring for alle ikke helt dumt. En anden indsats kan handle om at mindske uligheden mellem rig og fattig gennem øget uddannelse.

Problem: Gældsbyrden

USA’s gæld anslås i dag til at ligge på op i mod 75 procent (10 billioner dollars) af USA’s bruttonationalprodukt, og intet tyder på, at den bliver mindre. Den amerikanske krigsmaskine koster, og et stærkt stigende antal ældre vil i de kommende år lægge et pres på det amerikanske sundhedssystem. Gældsbyrden er i dag på 10 billioner dollar og er for 25 procents vedkommende finansieret af udlandet, især Japan og Kina.

Løsning: Okay med gæld

USA’s store gældsbyrde er ikke nær et så stort problem, som man umiddelbart kunne tro. Ifølge de nationaløkonomiske eksperter er det i orden at lade gældsbyrden vokse yderligere i en kortere årrække – også selv om USA’s gæld i forvejen er gigantisk. Det er heller ikke et problem, at Kina og Japan finansierer gælden, mener eksperterne, fordi landene har en oplagt interesse i at have fat i den amerikanske dollar.

Problem: Finanskrisen

Markederne i USA er historisk nervøse og volatile, og økonomien er under pres, blandt andet synliggjort ved, at industrivirksomheder for længst er
begyndt at fyre i stor stil.

Løsning: Global finansiel hjælp

Foreløbigt er det lykkedes Bush-regeringen at bremse et kollaps ved en storstilet brandslukning. Dog venter der fortsat Barack Obama og andre af verdens ledere at forme globale rammer for et mere holdbart finansielt system.