Utvetydig klar tale er vejen til et stærkt politisk brand, mener Pia Kjærsgaard. Den 61-årige partileder holder Dansk Folkeparti i et jerngreb. Hun vil nemlig gå meget langt for at sikre, at DF-varemærket aldrig bliver devalueret af landsbytosser og kværulanter. I øjeblikket overvejer DF-lederen, om vælgerne ikke mangler en moderat stemme i miljødebatten.
28. november 2008, 07:00
Hendes magt er uanfægtelig. Tre folketingsvalg i træk har hun kunnet bestemme, hvem der kunne kalde sig Danmarks statsminister. 61-årige Pia Kjærsgaard har i syv år udgjort epicentret af dansk politik. Lederen af Dansk Folkeparti er kendt som en bestemt dame, der ikke ligger under for politisk korrekthed og altid giver pressen sin uforbeholdne mening. Hun er på en gang konservativ og frembrusende.
Mens Berlingske Nyhedsmagasin sidder og venter på lederen af Danmarks tredjestørste parti, dukker hun pludselig op på TV 2 News. Hun skal lige markere sin utilfredshed med regeringens antiradikaliseringsplan. Seerne kan efterfølgende ikke være i tvivl om Dansk Folkepartis holdning til integrationsministerens udspil: Der skal ikke føres nogen dialog med radikale muslimer.
Faktisk står budskabet næsten altid klart, når Kjærsgaard ytrer sig. Det er måske hendes særlige talent, hendes varemærke, som politiker.
Pia Kjærgaards kontor på Christiansborg er nærmest en lille tidslomme. Klassiske møbler i mørkt træ, suppleret af tingeltangel og lamper, man oftest ser i pæne pensionisthjem, fylder det cirka 25 kvadratmeter store rum, der danner ramme om Pia Kjærsgaards dagligdag på Christinasborg.
Da partilederen dukker op på kontoret klar til interview, er det med en let hovedrysten i forhold til samarbejdspartnerne i regeringen.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) har lidt tidligere på dagen kritiseret integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i forbindelse med antiradikaliseringsplanen. Den slags diskussioner tillader Kjærsgaard ikke sine egne partisoldater at føre offentligt:
”Kævl ødelægger udadtil. Internt må den gerne være der. Vi siger altid til folk, at de gerne må komme med deres kritik internt. Men hr. og fru Jensen er altså fuldstændigt ligeglade med, om eksempelvis to af DF’s byrådsmedlemmer fra samme kommune ikke kan døje hinanden. Det behøver man ikke gå til avisen med.”
Er det sur lærdom fra din tid i Fremskridtspartiet?
”Ja, det er en del af det. Men jeg oplever det også som uværdigt.”
