4. juni 2008, 15:42 – opdateret 11. juni 2008, 20:34

De sidste femten år er der gjort meget for at trimme det danske pensionssystem. Første afgørende ryk var udbygningen af det opsparingsbaserede arbejdsmarkedspensionssystem i 1990’erne, der muliggør en fremtidig aflastning af den løbende finansierede offentlige folkepension.

Andet afgørende ryk var velfærdsreformen fra 2006, hvor pensionsalderen blev hævet med to år og fremover reguleres i takt med middellevetiden, så problemet med forsørgerbyrden i form af færre erhvervsaktive og flere inaktive blev reduceret.

Men hvis Folketinget siden har troet, at den hellige grav er velforvaret mht. pension, så er der grund til at tro om.

Det fremgår af den den seneste Vismandsrapport. Vismændene har analyseret de fremtidige pensionisters disponible indkomst efter pensionering i forhold til før.

Analyserne viser, at man i fremtiden vil være kommet ganske langt i forhold til det, der er selve formålet med pension – at flytte forbrugsmulighed fra årene som erhvervsaktiv til årene som inaktiv. Man er faktisk kommet så bekymrende langt, at mange af de fremtidige pensionisters forbrugsmuligheder tegner til at blive problematisk store.

I 2006 lå dækningsgraderne for 66-årige folkepensionister i intervallet 80 til 75 procent. Dvs. at en ny pensionist har oppebåret 80 procent af sin hidtidige disponible arbejdsindkomst, hvis pågældende har været ufaglært, faldende til 75 procent, hvis pensionisten har en lang videregående uddannelse. Den lavere procent for den langvarigt udannede, er ikke et synderligt problem – den pågældendes disponible indkomst som pensionist er over en femtedel større end den ufaglærtes.

Ser man frem til det tidspunkt, hvor de pensionerede gennem hele arbejdslivet har indbetalt til arbejdsmarkedspensioner, ligger dækningsgraderne for enlige pensionister i intervallet 90 procent for ufaglærte ned til 70 procent for personer med en lang videregående uddannelse. Faldet i dækningsgrad for denne gruppe skyldes større modregning i pensionstillæg og bedre invaliditetsdækning end for andre grupper. Igen er der dog ingen grund til tårer. De fremtidige dækningsgrader er nemlig underkantsskøn.

Tager man højde for, at de forskellige grupper på arbejdsmarkedet i dag sparer 2,5-5,0 procent op af deres indkomst ved siden af pensionsopsparingen, øges dækningsgraderne til 98-78 procent.

I beregningerne er der ikke taget højde for ægtefællepension, og mange pensionister oplever at blive enker eller enkemænd og modtage ægtefællepension.

Boligsikring til lejere, der er ufaglærte, faglærte eller personer med korte eller mellemlange videregående uddannelser, øger dækningsgraderne med tre-seks procentpoint.

Ejere har udsigt til højere dækningsgrad end lejerne, og de ejere, der optager nedsparingslån, kan øge deres dækningsgrad med omkring 25 procentpoint.

Endelig vil en stigning i den nominelle rente før skat fra 4,75 procent til f.eks. 7 øge dækningsgraderne for alle i omegnen af 25 procentpoint.

Resultatet er, at store grupper af kommende pensionister har udsigt til væsentligt højere disponibel indkomst i pensionsårene, end de havde i deres erhvervsaktive år.

Det vil skabe betydelige spændinger mellem disse pensionister og de til den tid erhvervsaktive, hvoraf flertallet må tage til takke med væsentlige lavere disponible indkomster end pensionisterne. Samtidig vil den enorme akkumulerede købekraft lægge et betragteligt pres på både inflation og betalingsbalancen.

Den pensionsbombe, en række politikere tilsyneladende har troet demonteret, kan blive større trussel mod samfundets langsigtede stabilitet end hidtil antaget.