15. september 2008, 10:00 – opdateret 16. maj 2012, 15:21

Dansk økonomi bremser ganske kraftigt op nu og dæmper væksten.

Det er velkendt og nødvendigt i lyset af den forudgående overophedning med høje lønstigninger, der i gennemsnit er på vej op mod de fem procent. Samtidig har stød udefra som stigende olie- og fødevarepriser presset inflationen ubehageligt højt op.

De følgende eksportproblemer forstærkes af en opbremsning magen til den danske på vores vigtigste internationale markeder.

Det mest smertelige er eurolandene. Selv om deres betydning eksportmæssigt har været aftagende de seneste tyve år, er det fortsat der, vi afsætter 40 procent af den danske eksport. Så det er mærkbart, når aktiviteten går ned i den store region næsten over alt bortset fra eksport til fortrinsvis Asien.

Det generelle billede er ifølge Nordea, at den stigende inflation bremser den indenlandske efterspørgsel i eurolandene og sender købekraft og forbrugertillid mod syd i en grad, så bankens økonomer venter, at det vil præge den økonomiske udvikling i en længere periode.
Samme budskab er i denne uge kommet fra ECB’s cheføkonom Jürgen Starck, der allerede på forhånd har meldt ud, at det ikke er et perspektiv, der får ECB til at gøre noget – f.eks. sænke renten – så længe inflationen holder sig så højt, som den gør.
Det er muligt, at det begynder at få de økonomiske vismænd og økonomerne i Finansministeriet til at løfte øjenbrynene. Men hidtil har de været positive over for en vis afkøling af den hjemlige økonomi.

De har været betryggede ved opbremsningen – og ikke frygtet en gentagelse af de mange tidligere meget bratte konjunkturvendinger, der ofte til en start også er blevet omtalt som afdæmpning eller opbremsning, men derefter har vist sig at være starten på en længerevarende recession.

Forklaringen er, at vismænd og økonomer ofte fokuserer på arbejdsløsheden, der fortsat falder, hvorfor de hilser en begrænset fremtidig stigning i arbejdsløsheden velkommen.

Men meget tyder på, at det aktuelle fald i arbejdsløsheden bare skyldes såkaldt labor-hoarding – at virksomhederne efter en lang periode, hvor de ikke kunne få arbejdskraft, fortsat hyrer folk for at afvikle forsinkede ordrer, men snart vil afskedige igen.

Sådan er det ofte efter en lang højkonjunktur. Men ser man på beskæftigelsen, så er den let faldende nu. Arbejdsløsheden falder bare alligevel, fordi der er afgang på arbejdsmarkedet.

Afmatningen er godt i gang. Bankfolk siger, de kan se det i bøgerne. Annoncemarkedet er trængt. Og forbrugertilliden dykker.

Kapital bliver mangelvare: Det sker samtidig med, at mange banker har bragt sig hen i retning af et sort hul – et fænomen fra atomfysikken, der har så stor tiltrækningskraft at selv lys holdes tilbage, og alt, der kommer ind i hullet, kollapser.
Det sorte hul er et produkt af kreditkrisen.

Likviditet er blevet en global mangelvare, der rammer ekspansive danske banker med enorme udlånsoverskud i nakken som en boomerang. Et slag, der smerter i alle banker måske bortset fra Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, fordi en række tyske sparekasser samtidig har trukket sig fra dette marked.

De har leveret ansvarlig kapital til små og mellemstore danske banker i stor stil med en tysk statsgaranti i ryggen, men efter krav fra EU skal sparekasserne “afnationaliseres”, så den fest er forbi nu.

Og på toppen har nationaliseringen af Roskilde Bank efterladt tab til de internationale långivere, der har ydet banken ansvarlig kapital. De vil tænke sig om en ekstra gang, før de igen låner til et udlånseksponeret dansk pengeinstitut.
Resultatet er, at massevis af danske banker ved, at de er på vej ind i en meget anspændt funding-situation.

Det tvinger dem til at holde ualmindelig meget igen med udlånene – i en periode, hvor enhver entreprenør i lyset af længere og længere liggetider, fordi ejendomshandlen er ved at gå i stå, har behov for at trække yderligere kapital ud af bankforbindelsen.

Finanskrisen kan meget let komme til at trække et motorvejsbredt spor af konkurser med sig samtidig med, at vi næppe har set den sidste danske bank kollapse.

Et finansielt sammenbrud i form af en banksektor, der i store træk er ude af stand til at levere likviditet til samfundet, vække minder om krakket i 1929, der netop blev så kraftigt, fordi store dele af den finansielle sektor blev væltet om kuld.