Networking: Fra han begyndte på gaden i Dublins slum, til han i dag trykker hånd i Det Hvide Hus har irske Bill Cullen været bevidst om betydningen af netværk. Han har vendt en skrantende bilforretning til succes og skrevet en erindringsbog som hyldest til Irlands stærke kvinder. 12. juni er han hovedtaler på Store Netværksdag.
6. juni 2008, 08:00 – opdateret 15. maj 2012, 22:00
Som femårig begyndte han at forstå betydningen af at netværke, da han sammen med sin mor skulle sælge frugt på gaderne i Dublins fattigste kvarterer. Som 13-årig blev han smidt ud af skolen. Tre år efter havde han sit første faste job. I en alder af 22 fik han ansvar for 200 medarbejdere. I dag har han interesser i 28 virksomheder, er ankermand i velgørende arbejde, med mellemrum gæst hos den irske præsident, har været på besøg på Buckingham Palace og i Downing Street 10 i London og rundet Det Hvide Hus i Washington.
Bill Cullen, 66 år - efter eget udsagn med vitalitet og energi som en 21-årig - kan tage pusten fra de fleste. Selv over en let skrattende telefonforbindelse fra Irland. Han er selfmade forretningsmand. I dag formand for Glencullen Group, som han selv var med til at stifte, succesforfatter til en ledelsesbog og en selvbiogafisk bog om sin fattige opvækst - og nærmest født netværker.
”Netværk handler om at vinde venner og at få indflydelse. For mig er det at netværke noget af det vigtigste, man kan foretage sig for at skabe sig en profil hos folk, som tæller, og for det produkt, man sælger,” siger Bill Cullen.
Han er altid, hvor end han færdes, bevidst om networking, og han bliver tydeligt forbavset over at høre, at der i Danmark foregår en diskussion om, hvorvidt det er i orden at bruge sit personlige netværk i forretningsøjemed eller til at søge job.
”De indvendinger vil jeg til hver en tid argumentere imod. Et netværk fungerer både socialt og professionelt. Jeg prøver ikke at gøre forretninger med mine venner; men jeg prøver at blive venner med alle, jeg gør forretninger med. De mennesker, jeg kigger efter, er kunder for livet. Det betyder, at man må bygge forretningsvenskaber op over en årrække, som man gør med andre venskaber. Jeg synes, det er vigtigt at gøre sådan.”
Tilbud fra Manchester United: Den filosofi lærte Bill Cullen på gaderne i et fattigt efterkrigs Dublin, hvor han voksede op som en af 14 søskende. Allerede som femårig hjalp han sin mor og bedstemor med at sælge frugt og mad ved gadehandel, og som ganske ung udviklede han, hvad han selv kalder ”persuasive communication”.
”Det gælder om at få folk til at købe hos netop dig ved at overbevise dem om fordelene ved det, de køber. De skal have tillid til dig og ønske at vende tilbage til dig.”
Samme filosofi benytter han som leder: Ledelse handler om at få folk til selv gerne at ville gøre det, du vil have dem til.
”Da jeg fik mit første lederjob, var der skrevet meget lidt om ledelse. I dag er der bunkevis af litteratur. Men min bedstemor lærte mig mere, end ledelsesbøgerne nogensinde har gjort. Hun havde instinktiv viden og visdom. Hun vidste, hvordan man behandler folk ordentligt. Hvis du behandler andre ordentligt, vender de tilbage. Hvis du sender et smil, får du et igen. Det var hendes filosofi. Hun gik aldrig i skole, men hun var den bedste sælger, jeg nogensinde har mødt. Alle ville købe hos hende.”
På det tidspunkt i sine tidlige teenageår var Bill Cullen gadesælger på fuld tid. Han var nemlig blevet smidt ud af skolen, fordi han ifølge eget udsagn elskede at spille fodbold. Og fodbold blev i 1950’ernes Irland betragtet som en britisk sport - fjendens sport. Men Cullen var ligeglad; han ville spille, og han var faktisk så god, at han fik et tilbud om at blive professionel hos selveste Manchester United.
”Deres tilbud var seks pund om ugen. Nu tjener en spiller jo nærmest seks pund i minuttet,” griner Bill Cullen.
Men som den sælger, han allerede var, regnede han efter. Når han skulle sende penge hjem til sin mor i Dublin og betale for kost og logi i Manchester, ville der være sølle et pund tilbage til ham.
”Den betaling skulle jeg fortsætte med i tre år, også selv om jeg kom på førsteholdet, så jeg sagde ’bye bye’. Et år senere skrev
George Best (berømt nordirsk fodboldspiller, red.) kontrakt med Man. U. på de vilkår,” fortæller Bill Cullen.
Yngste mand hos Ford: Men da var han allerede så småt begyndt at rette øjnene mod det professionelle erhvervsliv frem for professionel fodbold. Som 16-årig fik han arbejde hos Ford Motor Co. Officielt som yngste mand i salgsafdelingen, reelt som den, der skulle hente te og aviser til de ældre medarbejdere.
”Det lærer jeg jo ikke noget af, protesterede jeg. Så i stedet satte jeg mig for at gøre mig synlig og nyttig. Jeg påtog mig alt det arbejde i firmaet, jeg kunne. Jeg læste alt om biler i min fritid. Jeg blev venner med mekanikerne på gulvet, så jeg vidste, hvad de beskæftigede sig med. Jeg blev venner med folk i regnskabsafdelingen, så jeg lærte noget om økonomi og altid kunne give mine kunder de bedste tilbud; og som 22-årig var jeg leder for 200 medarbejdere.”
Og så gjorde Bill Cullen noget, som var nyt dengang - og stadig ikke sædvane: Han fik lavet visitkort med sit billede på.
”Hvis du kommer ind i et rum med 20 mennesker, som alle udveksler visitkort, kan ingen bagefter huske, hvilket navn, der hører til hvilket ansigt. På mit kort kunne man se: Nåh, ja. Det var ham der! Jeg gør det stadig, og jeg kan ikke forstå, at andre ikke gør det. Hvis du ser det fra et forretningssynspunkt, er det logisk: Det er ikke virksomheder, der sælger produkter, det er individer.”
Den filosofi skaffede Bill Cullen stadig flere kunder, og titlen på visitkortene blev ændret til voksende grader af manager. I 1986 overtog han for et symbolsk pund et skrantende Renault i Irland og fik det vendt til en succes. I dag under navnet Glencullen Group, der sælger 12.000 biler årligt.
Og, jo. Det var ikke nemt at overbevise irerne om, at de skulle købe en fransk bil, erkender han.
”Især ikke fordi bilerne var så dårlige dengang,” griner han. ”Det var non stop døgnarbejde. For det handlede også om at jeg skulle have de rette folk til at arbejde for mig. Min styrke er, at jeg er god til det med mennesker, og det skal man være som leder. For hvis medarbejderne ikke er glade, så er kunderne heller ikke glade.”
Det med non stop overholder han stadig. Bill Cullen fortæller, at han normalt møder klokken seks om morgenen - hans assistent Christina sidder der ofte allerede klokken fem - for ”det er så dejligt at kunne få noget fra hånden, inden telefonerne begynder at ringe. Jeg får de bedste ideer i de tidlige morgentimer, og så kan jeg også få sagt god morgen til mange af medarbejderne, fordi min dør står åben.”
Man bliver nemlig ikke leder uden hårdt arbejde.
”Da jeg kom til Ford som ung mand, vidste jeg intet om biler. Men jeg opsøgte dem, der vidste noget, og jeg læste alt, hvad jeg kunne, så jeg til sidst vidste mere end sælgerne. Jeg læser stadig mindst to bøger om ugen. Det er hemmeligheden: Viden er magt og at bruge den viden, man har, er magtfuldt. Alt for mange går hjem fra arbejde ved fem-seks tiden om aftenen og falder om på sofaen eller ser tv. Det gør jeg ikke. Jeg har alt for meget energi. Som leder af en stor organisation kan man selvfølgelig ikke vide alt. Men som ung skal man kvalificere sig ved at tilegne sig viden. Når man først er blevet leder, handler det om at vide, hvor man søger viden, og at have mennesker omkring sig, som har viden.”
Selvtillid og disciplin: Den livsfilosofi prøver Bill Cullen at give videre som drivkraft i et omfattende velgørenhedsarbejde til fordel for unge fra fattige kår. Han underviser og coacher også selv unge.
”I det nabolag, jeg voksede op i, røg mange ud i kriminalitet, når de ikke kunne få et job. Det gjorde jeg ikke. Som ung fik jeg en hjælpende hånd til at få et arbejde, og derfor prøver jeg at gøre det samme for andre. Men jeg prøver også at indprente de unge, at ud over selvtillid handler det om disciplin til at lære. Du skal have en uddannelse, om du så skal låne pengene til det.”
Sin egen opvækst har Bill Cullen beskrevet i bogen ”It’s a Long Way from Penny Apples”, der både har fået ros af anmeldere og er blevet en bestseller i Irland. Den er skrevet som et svar til en anden irsk barndomsfortælling ”Angela’s Ashes” af Frank McCourt.
”McCourt beskriver en barndom, der meget ligner min. Men jeg synes, han maler et forkert billede. Han siger nærmest, at det eneste, der er værre end en ulykkelig barndom, er en ulykkelig irsk barndom. Det synes jeg er nedværdigende. I min barndom boede vi i et hus med otte rum. Min mor fik 14 børn. I rummet ovenpå boede en familie med 22 børn. I de otte rum tilsammen boede 109 mennesker uden vand, varme eller elektricitet. Men min mor overgav sig aldrig til elendigheden. Hun var en stolt kvinde. En matriark. Du er ikke fattig, bare fordi du ikke har penge, og du er ikke et bedre menneske end andre, fordi du har penge.”
FAKTA:
Eventyr:
Bill Cullen er opvokset under fattige kår hos sin mor, som han priser højt. Siden har han bragt det vidt. Han underviser som gæsteprofessor ved flere universiteter, hilser på celebriteter - som her prins Albert af Monaco - og har
opnået at blive optaget i Guinness rekordbog for bogen ”Golden Apples - Six Simple Steps to Succes”.
Forbilledet:
Man er ikke født som leder, man bliver leder, understreger Bill Cullen, som gerne fortæller denne historie om et af sine egne forbilleder, den amerikanske mesterbokser Muhammad Ali (Cassius Clay):
”En journalist rejste til Muhammad Alis fødeegn i Kentucky for at skrive om hans barndom. Han kom til et sted ved en flod med tre små hytter, hvoraf en skulle være Muhammad Alis barndomshjem. Så han spurgte en gammel mand, som sad der: ’Undskyld, kan De sige mig, i hvilken af hytterne den store mand blev født?’ Den gamle tog piben ud af munden og svarede: ’Der blev ikke født nogen store mænd her, kun babyer.’ Det er jo pointen: Vi er alle født ens.”
Store Netværksdag:
Mange glemmer at prioritere netværksarbejdet - eller de formår ikke at bruge det målrettet. Den side af sagen vil arrangørerne af Store Netværksdag råde bod på, idet temaet i år er strategisk networking. Formålet er at få virksomhederne til at sætte netværksarbejde i system på ledelsesniveau.
Det er fjerde år, Store Netværksdag afvikles. Det finder sted torsdag 12. juni i Helsingør med erhvervsmand og forfatter Bill Cullen som hovedtaler og torsdag 19. juni i Aalborg, hvor sundhedsguruen Chris Macdonald indtager talerstolen.
Læs mere om Store Netværksdag på Business.dk
Læs flere artikler i Berlingske Nyhedsmagasin eller som gratis e-magasin






























































