Mobning blandt kollegaer kan føre til sygdomsforløb og skal derfor anerkendes som arbejdsskade, mener forening.
22. januar 2010, 11:05
Mobning er en arbejdsskade, og ofrene for grove drillerier på jobbet skal have adgang til økonomisk erstatning.
Det mener foreningen Voksenmobning Nej Tak.
Ifølge DR Nyheder skal bestyrelsen i Voksenmobning Nej Tak senere i dag mødes med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) for at fremlægge en antimobbepakke, der altså blandt andet lægger op til økonomisk erstatning til mobbeofre.
Nemt at bevise
Foreningens formand Gitte Strandgaard, mener at det er oplagt at anerkende sygdom efter mobning på linje med andre arbejdsskader, og hun mener ikke, at der er problemer med at bevise, at eventuel sygdom skyldes mobning fra kollegaerne.
- Mobning er så veldefineret i Arbejdstilsynets vejledning. Det er krænkende handlinger og negativitet overfor et andet menneske. Det bliver man meget syg af, og det er dokumenteret fra Det Nationale Forskningscenter. Så vi mener ikke, at det er et problem at dokumentere det, siger Gitte Strandgaard.






























































