Fynsk avis kalder ham for "Mr. Konkurs". Selv siger manden med mindst 36 konkurser bag sig, at de ganske enkelt er den uundgåelige konsekvens.
1. juni 2010, 10:54
Mr. Konkurs.
Sådan beskriver Fyens Stiftstidende i en overskrift forretningsmanden Bryan Gödder med de fynske rødder.
I en længere artikelserie er den fynske avis ved at kulegrave den kontroversielle forretningsmand, efter han har skabt stor turbulens ved overtagelse af Glamsbjerg-virksomheden GS Trappers, der er gået konkurs.
Nu kan Fyens Stifstidende så afsløre, at mange af de virksomheder, som Bryan Göddert kommer i nærheden af, ender i konkurs. Således er hans yndlingsnavn i selskabsregistret "Afsluttet Projektselskab", hvor op mod 36 selskaber med fortløbende numre er endt eller begæret konkurs.
Selv siger Bryan Göddert, at konkurser er en uundgåelig konsekvens, når man beskæftiger sig med selskaber, der er kommet i uføre.
- Konkurser er ikke sjove, og det er ikke skægt at have mange selskaber. Vi lægger aktiviteterne i selskaber, som ikke krydshæfter for andre selskaber. På den måde sikrer vi, at vi overlever, selv om noget går ned, siger "Mr. Konkurs" til Fyens Stiftstidende.
Bryan Gödderts seneste optræden er i øvrigt på Mors, hvor han har overtaget kontrollen med den børsnoterede møbelvirksomhed Danfold, A/S, der nu har fået navnet "Afsluttet projektselskab 36", som nu også ifølge den fynske avis er begæret konkurs.






























































