Manden bag: Katia Østergaard, direktør i Dansk Erhverv, og hendes ægtefælle Lars Østergaard arbejder begge meget. Det kræver benhård prioritering, lærte Katia Østergaard, da hun sidste efterår blev syg af overanstrengelse.
10. maj 2008, 15:00 – opdateret 15. maj 2012, 06:06
De bor ved vandet i det idylliske Sletten ved Øresund. De perfekte omgivelser til et perfekte familieliv. Husets ejere er Katia og Lars Østergaard. Hun er direktør i Dansk Erhverv. Han er chef for porteføljestyring i DSB. De to arbejder meget. Især Katia Østergaard.
Ofte 60 timer om ugen. Ægtefællen 50 timer.
”Det er mange timer at være væk. Men over alt andet står vores børns trivsel. Hvis ikke de har det godt, er vi parat til at sadle om når som helst,” lyder det samstemmende fra ægteparret.
Efter tyve års samvær og barn nummer to for tre år siden har de lært at prioritere - bl.a. at uddelegere så mange af de hjemlige pligter som muligt. For tre år siden ansatte de en aupair-pige, så børnene ikke skulle være de sidste, der blev hentet i deres institutioner. Samtidig betød det hjælp til rengøring og strygning. Og så bor Katia Østergaards forældre, der for nylig er blevet pensionister på samme vej.
Lysten driver værket: Der har været perioder, hvor Katia Østergaard overvejede, om
det var nu, hun skulle stå af karriereræset og finde et job på et lavere niveau. Især
efter den yngste er kommet til.
”Men hver gang jeg har sagt noget til Lars om at geare ned, har han bare sagt ’Ja, ja. Det synes du er sjovt i en uge.’ Det har han selvfølgelig ret i. Jeg har altid befundet mig rigtig godt med at arbejde og har i hele min karriere været så heldig at beskæftige mig med noget, hvor lysten har drevet værket,” siger hun.
Og sådan skal det også være, er parret enige om.
Katia Østergaard: ”Hvis man skal gøre karriere og have det hele til at fungere, handler det meget om at være tro mod sig selv. Det er vigtigt at få alle hensyn til at balancere, så man bliver personligt tilfreds. For det er jo på den måde, der skabes energi og overskud til at være en glad mor, direktør og veninde. Så det er altså ikke nødvendigvis lykken kun at prioritere sine børn for børnenes skyld.”
For den energiske Katia Østergaard gik nødvendigheden af hård prioritering op for hende på en ganske uventet måde. Nemlig da hun sidste efterår gik ned med flaget som resultat af mange års overanstrengelse. En dag, hun sad i sin bil på vej til møder i Jylland, besvimede hun bag rattet. Alligevel fortsatte hun turen og gennemførte sine møder. Klokken et om natten var hun hjemme igen. Næste morgen stod hun som altid tidligt op og tog på arbejde. Få timer efter faldt hun igen bevidstløs om. Det betød to måneders indlæggelse.
I starten måtte hun kun se sine børn og sin mand få minutter om dagen og skulle
holde sig i fuldstændig ro. Derefter kom hun på genoptræning hjemme i endnu to måneder. I februar begyndte hun igen at arbejde.
”Det har været en voldsom oplevelse. Og i mit tidligere verdensbillede var det helt
utænkeligt, at det kunne ske for mig. Læren har været, at jeg er blevet bedre til at prioritere. For eksempel at sørge for, at der også er lidt tid til mig selv. Det gør jeg bl.a. ved at gå nogle lange ture. At jeg så alligevel tit tager børnene med er noget andet,” siger hun.
”Men det er virkelig svært at vælge, når man er vant til et højt energi- og ambitionsniveau, og samtidig synes, det hele er sjovt og spændende. Og så i øvrigt er mor med stort M, som jeg er. Men jeg må erkende, at det selvfølgelig ikke i længden duer at arbejde til klokken to om natten og stå op fire timer efter.”
I dag er Katia Østergaard fit for fight igen og tror på, at de erfaringer, som hun og
hendes mand de senere år har gjort, vil gøre en forskel også på sigt for dem begge.
”Det er klart, at en familie for at fungere kræver et vist antal voksentimer. Og hvis
den ene bruger meget tid på noget, er der en anden, der må træde til. Det har vi talt meget om – og ikke nødvendigvis altid været helt enige om,” siger Lars Østergaard.
I dag nyder han, at der er blevet bedre plads til, at også han kan forfølge sine
karrieremuligheder. For det var han fra starten godt klar over måtte vente lidt.
”Selvfølgelig skal man ikke begrænse hinanden. Men hvis Katia skulle have mulighed for at forsætte sin karriere, måtte jeg sætte mit tempo lidt ned. Det har været fint nok. Men det er da rart, at jeg nu kan sætte lidt mere turbo på.”
