Lykke Friis vil involvere headhunterne for at få sat fokus på de procedurer og normer, der ligger til grund for rekruttering til topposter.
5. marts 2010, 06:00 – opdateret 5. marts 2010, 06:01
Lykke Friis, er endnu ikke klar med konkrete mål for sit nye minister-ressortområde, ligestillingen, men en holdning til området har hun:
"Vi skal ikke smide guld på gaden. Og det er præcis, hvad vi gør i øjeblikket. Piger og drenge er født lige vakse, men vi oplever et eklatant talentspild, når man ser på, hvor mange kvinder der når til tops. Det har Danmark simpelthen ikke råd til. Vi er med i et hjernekapløb, hvor vi har brug for alle kompetencerne, og vi har tabt kampen på forhånd, hvis ikke vi får sat en dagsorden, hvor alle deltager."
"Virksomheder, universiteter, ministerier – alle – skal arbejde med den her problemstilling; det er i deres egen interesse. Ingen af dem er i stand til at være konkurrencedygtige og indfri deres målsætninger på sigt, hvis ikke de er i stand til at trække på begge køn."
Bryd barriererne
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder Lykke Friis for personificeringen af det, han gerne vil have, vi skal opnå på ligestillingsområdet. Det handler om at udnytte talenter og fjerne strukturelle og kulturelle barrierer, som åbenbart stadig er til hinder for, at kvinder udgør en væsentlig del af magteliten.
"Vi skal ikke måle og veje fifty-fifty – det er for planøkonomisk," mener Lykke Friis og afviser allerede nu at fremlægge klare mål for sit nye ministerium.
"Først og fremmest skal vi have frem i lyset, hvad der virker. Hvis der er barrierer, så findes der også redskaber til at nedbryde dem, det kræver ikke rocket science," forklarer hun og henviser under resten af interviewet gentagne gange til et ligestillingsprojekt, hun var med til at gennemføre på Københavns Universitet.
"Vi gennemførte en meget radikal plan, der gik ud på at få de kvindelige talenter frem i lyset. Min eye opener var, da det gik op for mig, at det kun er hver fjerde akademiske stilling i Danmark, der både bliver søgt af mænd og kvinder. Skyldes det, at den mandlige professor slår stillingen op på en måde, så det kun er den mandlige ph.d. inden for samme forskningsområde, der søger?"
"Hvis det er tilfældet, så er det jo ret nemt at ændre. Vi lavede et økonomisk incitament: Hvis det sundhedsfaglige fakultet f.eks. ansatte tre kvindelige professorer, så fik de en ekstra gratis fra rektoratet."
Indebærer en økonomisk gevinst ikke en risiko for, at det ikke er de bedst egnede kandidater, der bliver valgt?
"Nej. Det er ikke noget med pludselig at sænke overliggeren. Tror du, at Yale eller Berkeley arbejder med mangfoldighed, hvis det reducerer kompetenceniveauet?"
Kan modellen overføres til danske virksomheder?
"Man kunne godt bruge værktøjskasse-taktikken, hvor man lader sig inspirere af, hvad andre har gjort med succes – også i udlandet. Jeg er opflasket med grundfilosofien om, at resten af verden er et slaraffenland af gode ideer."
Lykke Friis har en konkret plan om at gribe fat i headhunterne:
"Jeg vil gerne i dialog med dem om, hvordan de gør. Der kan jo ligge nogle barrierer, så der sker en recycling og reproduktion. Noget der er med til at producere skævhed. Min erfaring er, at det ind imellem hjælper bare at spørge: Hvorfor er der ikke nogen kvinder her? Måske skal der ikke så meget mere til, end at de leder lidt grundigere."
Læs hele interviewet i Berlingske Nyhedsmagasin




























































