1. maj 2008, 19:00 – opdateret 15. maj 2012, 04:37

En enkelt vokal har ændret Jørgen Lindegaards liv. Et A blev erstattet med et I. SAS blev til ISS. Og med jobskiftet fik han ikke kun høvlet 10-15 timer af den ugentlige arbejdstid og lettet et enormt åg fra sine skuldre. Han fik også markant mere albuerum til at lede en virksomhed, uden at være bundet på hænder og fødder af det snærende net af urokkelige systemer og tommetykke overenskomster, der gjorde hverdagen i SAS til en kamp, der langt oftere skulle udkæmpes indadtil end udadtil.

Men bogstavlegen har ikke været lutter lagkage for Jørgen Lindegaard. Faktisk viste skiftet fra SAS til kapitalfondsejede ISS sig at blive en opmærksomhedsmæssig kold tyrker for manden, der gennem adskillige år i spidsen for børsnoterede selskaber var begyndt at tage omverdenens interesse for hans virksomhed og dermed ham selv for givet.

”Jeg var meget forbavset over, at ISS som Danmarks næststørste virksomhed var fuldstændig uinteressant for journalisterne. Der var kvartaler, hvor ISS’ regnskab ikke blev omtalt med en linje, samtidig med at det trak hele og halve sider i aviserne, da Eric Rylberg, tidligere topchef i ISS blev fyret,” siger Jørgen Lindegaard.

Han har også været temmelig knotten over, at når ISS endelig blev omtalt, så var det ofte i sammenhæng med en historie om TDC og kapitalfondenes opkøb i dansk erhvervsliv.

”Nu skal jeg ikke give karakter til TDC’s kommunikationsafdeling, men det var ikke lige smart alt, hvad de lavede. Og der kom ISS hele tiden med i slipstrømmen, fordi vi også var ejet af en kapitalfond. Det irriterede mig, at en så stor virksomhed som vores skulle være en slags halehæng til andre historier.”

Så stor var hans irritation, at han skrev til erhvervsredaktøren på Berlingske Tidende
for at spørge, hvorfor en virksomhed som ISS var ”helt tabt af radarskærmen i det, der gerne vil være landets fornemste erhvervsavis.”
”Svaret var, at når man ikke længere er børsnoteret, så falder interessen. Sådan
fungerer medierne i dag. Det er de børsnoterede virksomheder og de
personfikserede historier, der trækker,” siger Lindegaard, der dog ikke har tænkt
sig at opgive kampen for rampelyset. Han har gjort det til sin særlige specialitet at sende mails til journalister, hvis de skriver noget forkert, har misforstået noget eller bare kunne trænge til lidt inspiration. Og det bliver ikke altid lige godt modtaget, fortæller han med en af de latterkrøller, der karakteriserer hans måde at tale på.

Vil være synlig: Det er ellers nærliggende at tænke, at efter den heftige
medieomtale SAS oplevede i Jørgen Lindegaards regeringstid med kartelsager, dødsulykken i Milano og store milliardunderskud, så må den nye tilværelse med en mindre kimende mobiltelefon, færre ubehagelige presse- og investormøder og et mærkbart fald i de daglige medietæsk være en velsignelse. Men for Linde­gaard er det snarere en forbandelse.

”Det er et stort problem for virksomheden, at opmærksomheden forsvinder. For der er en sammenhæng mellem image og eksponering, så med mindre man har et rigtig skidt omdømme og allerhelst vil være usynlig, så er det altid bedst for en virksomhed at være synlig, åben og i dialog med omverdenen. Det har blandt andet en stor effekt på virksomhedens evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere.”

Men det er ikke kun ISS som virksomhed, der lider under den dalende
medieinteresse. Når man spørger ham, om han savner den daglige kontakt med
journalister, siger han:

”Ja, det gør jeg vel. Jeg har altid sytes, det var en spændende udfordring, om man
kunne trænge igennem. Og jeg synes, at man som erhvervsleder i en virksomhed
med en indflydelse på mange menneskers hverdag har en forpligtelse til at
fortælle, hvad man gør. Samtidig har jeg aldrig været et sted, hvor jeg ikke har været
utrolig stolt af min virksomhed. Og derfor har jeg altid haft stor lyst til at fortælle
omverdenen, hvor god en virksomhed, det er.”

Synes du, det er sjovt?

”Ja, faktisk. Onde tunger ville nok sige, at det skyldes ekshibitionisme. Og det ville være løgn at sige, at jeg skyr offentligheden. For jeg synes, det er sjovt at fortælle om det, jeg gør, og det, min virksomhed arbejder med. Der er jo ofte en sammenhæng mellem det, man kan lide, og det, man er god til. Og jeg synes, jeg er god til at fortælle om de virksomheder, jeg har været ansat i. Så lidt ekshibitionisme er der jo nok i mig,” siger han.

Men det skal handle om virksomheden. Ikke om personen Jørgen Lindegaard,
understreger han.

”Jeg har ikke noget behov for at promovere mig selv som person, og jeg har altid
forsøgt at undgå at lade mig fotografere med klarinetten eller siddende i en
sportsvogn. Der er mange erhvervsledere, der stiller op til den slags private
interview, og selv om jeg er faldet i nogle gange og har svaret på spørgsmål om,
hvor jeg skal på ferie, så prøver jeg at holde det væk. Det er virksomhedens ve og
vel, der er afgørende, ikke min person,” siger han.

Måske en klog af skade-erkendelse. For faldet i, det er han. En af gangene var der
netop en sportsvogn involveret, nemlig hans elskede Jaguar Mark2, som han i SAS-
tiden lod sig forevige foran. Med bare tæer og det hele.

Fået mere tid: Jobskiftet har altså ramt ham på rampelyset. Men det har også givet
ham det, han savnede efter fem års benhårde kampe i SAS: Tid til familien.

At tiden er blevet en mindre knap vare for Jørgen Lindegaard mærkede man allerede, da man ved interviewet en torsdag formiddag troppede op på ISS’
hovedkontor i Bredgade, skridtede over de ægte tæpper på gulvene og trådte ind på
Lindegaards højloftede kontor. For stik mod sædvanen for sådanne interview med
toppen af dansk erhvervsliv blev der ikke angivet et sluttidspunkt. Tvært imod fik
man besked på at tage sig al den tid, man skulle bruge. ”Jeg har ingen planer før
halv fem, hvor jeg skal til klarinet,” lød det afslappet fra Lindegaard, før han satte sig
til rette i lædersofaen og fortalte om, hvordan han endelig har fået tid til at
genoptage det instrument, han spillede i gymnasietiden.

”Jeg har fået 10-15 timer om ugen forærende, som jeg tidligere tilbragte med at stå
op klokken fem for at tage det første fly ud af Stockholm og komme hjem med et
sent aftenfly. Og man tænkte ikke over, hvor meget tid man tilbragte i køer i
lufthavnen, for det var jo kun korte flyveture. Men når det er ti ugentlige flyvninger, så
opdager man bagefter, hvor mange timer, det akkumulerede,” siger Lindegaard,
der trods mange rejsedage som ISS-boss tilbringer markant færre ugentlige timer
med at være ”undervejs”.

Ønsket om mere tid til familien var dog kun en af årsagerne til, at Jørgen Lindegaard valgte at forlade SAS. En anden årsag var, at han havde mistet følelsen af, at han kunne bidrage yderligere til flyselskabet.

”Vi var i en proces, hvor det pludselig blev det samme og det samme. Besparelser,
besparelser, besparelser. Og så kører man lidt sur i det. Jeg endte med at spørge
mig selv: hvad nyt kan du egentlig bidrage med. Og min konklusion var, at jeg ikke
følte, jeg var i stand til at finde på noget nyt at sige. Til at finde på nogle nye formler.
Og det duede ikke, for som jeg så det, ventede der stadig en masse hårdt arbejde
for at få SAS på ret køl,” siger Lindegaard, der efter nogen tids eftertanke, med en
rumlende følelse af svigt i maven, gik til bestyrelsesformanden med sin beslutning.

Nej til søvngængerliv: Da døren var lukket i SAS, stod Jørgen Lindegaard uden job.
Og i løbet af en enkelt sommermåned, hvor han sad med benene i vand i
sommerhuset og svarede på opkald fra headhuntere, gjorde han en vigtig
erkendelse om, hvad hans næste job skulle være. Og ikke mindst, hvad det ikke
skulle være.

For mens stadig flere og stadig yngre topchefer skifter titlen som administrerende direktør ud med titel af professionelt bestyrelsesmedlem, så var det ikke for ham vejen frem.

”Det med at have seks-syv bestyrelsesposter passer slet ikke til mig. For man
bliver aldrig rigtig en del af det team, der driver virksomheden, og som jeg er
indrettet, ville mange bestyrelsesposter nemt blive en sovepude, hvor man ikke
altid tog det tilpas seriøst. Du ved, man dukker ikke op til alle møderne og er ikke
altid lige velforberedt. Det ville blive en lidt søvngængeragtig tilværelse i mit tilfælde.
Derfor rettede min interesse sig mod at tale med dem, der ringede til mig med
tilbud om job som administrerende direktør.”

Det gjorde ISS. Og at det netop blev her, Jørgen Lindegaard slog til, skyldes først og fremmest, at han i det job genfandt den følelse, han havde mistet i SAS. Følelsen af at kunne bidrage. At kunne gøre en forskel. ”Jeg kendte ISS fra bestyrelsesarbejde, jeg kendte servicebranchen, jeg var vant til at arbejde i en global virksomhed. Og så følte jeg, at jeg ville kunne skabe overensstemmelse mellem synspunkterne i direktionen og synspunkterne i ejerkredsen.”

En overensstemmelse, der tilsyneladende ikke fandtes mellem ejerne og den
tidligere topchef, Eric Rylberg. Ledelsesmæssig frihed: Foruden mere tid og fornyet
tro på at kunne gøre en forskel, har Jørgen Lindegaard også fået mere albuerum
som topchef i ISS, end han havde før.

”Der er lysår til forskel på den måde, man kan arbejde på i SAS og i ISS. I SAS
bruger man uforholdsmæssigt mange kræfter på at håndtere interne
problemstillinger, der er baseret på 50 års traditioner og nogle forfærdelige
overenskomster, som ledelsen har fået viklet sig ind i over mange år. Det betyder,
at du som leder får frataget din ledelsesret, fordi systemet hviler tungt på dig og er
umuligt at ændre, fordi alt er overenskomstdækket og kun kan laves om, hvis
begge parter er enige om det. Det giver en utrolig indadvendthed, frem for at kunne
rette fokus på de eksterne forhold,” siger Jørgen Lindegaard.

Derfor oplever han jobbet i ISS som befriende. Her kan han rette energien udad,
mod markederne, mod væksten, mod fremtiden. Her har han ansvaret og pligterne,
men samtidig også de værktøjer, der er nødvendige for at kunne løfte begge dele.

Men trods de hårde ord om SAS, er der ingen tvivl om, at Lindegaard aldrig har
fortrudt tiden i spidsen for det skandinaviske flyselskab. Det er en virksomhed, man
aldrig bliver færdig med, som han siger. Og færdig med SAS er han bestemt heller ikke. Flere gange under interviewet siger han SAS, når han mener ISS. Og på reolen bag ham, højt hævet over resten af inventaret i det store topchefkontor, står en stor model af et SAS-fly. En Airbus 340 med de karakteristiske røde motorer.

Gode tider i ISS: De foreløbige minder om tiden i spidsen for ISS er dog også
temmelig gode for Lindegaard. Omsætningen vokser. Indtjeningen vokser.
Selskabet har taget skridtet ind på det amerikanske marked, efter at have holdt sig
væk fra servicebranchens største marked siden en skandale om fusk i det
amerikanske selskab i 1995.

Desuden tog selskabets ejere, EQT og Goldman Sachs Capital Partners, for godt
et år siden hul på planerne om at sælge ISS, enten på børsen eller til andre
kapitalfonde eller industrigiganter.

Så smilene var brede, da salgsforberedelserne startede i maj 2007. Og det blev de
ved med at være, lige indtil juli, hvor aktiemarkederne verden over fik en
mavepuster, så den forventede værdi af ISS faldt sammen som en slatten gulvmoppe. Det fik ejerne til i stedet at trykke på stand by-knappen.

”Det spiller ingen rolle for mit vedkommende, for jeg lever lige lykkeligt, uanset om
ISS er børsnoteret eller ejet af en kapitalfond. Nu har vi det ejerskab, vi har, og min
opgave er at hjælpe vores ejere til det bedst mulige salg, når den tid kommer,”
siger Jørgen Lindegaard, der selv kunne have indkasseret en god fortjeneste ved et
salg. “Men den indkasserer jeg så bare lidt senere,” siger han.

Han har ingen planer om at gå nogen steder. Tværtimod regner han med, at ISS
bliver det sted, hvor han skal afrunde sin karriere.

”Jeg bliver 60 i år, så det ville forbavse mig, hvis det ikke var mit sidste job. Jeg vil
gerne være her nogle år endnu, og så tror jeg, det er ved at være på tide at sige: ‘det
var det.’ Lindegaard vender sig med et slet skjult suk mod fotografen for at lade sig
forevige. For selv om han godt kan lide pladsen i rampelyset, så huer det ham ikke
at posere.

Det siger de om Jørgen
Broderen

”Jørgen er utrolig ærlig og oprigtig. What you see is what you get.
I I SAS var han altid på, og mobiltelefonen var ved han side 24 timer i døgnet, syv
dage om ugen. Det har ændret sig siden, og nu har han mere tid til andre ting, ikke
mindst sin familie og sit klarinetkursus.

Der er ingen tvivl om, at han godt kan lide at være på, at være i centrum. Det er nok
en typisk storebrorting, at det har været ham, man kiggede til, når der skulle holdes
taler eller når teten blandt de fire søskende skulle tages. Så det har Jørgen altid
gjort.

Han trives godt med at være på, og det er også derfor han har valgt et operationelt
job frem for bestyrelsesposter. Og det har altid undret ham og irriteret ham, at der
ikke var mere interesse for ISS fra medierne. Det drillede han sågar mig med, da
jeg sad som chef på Berlingske Tidende.”

- Peter Lindegaard, tidl. administre­rende direktør i Det Berlingske Officin

Direktørkollegaen

”Jørgen er utrolig åben og nysgerrig, meget ligetil. Der er ikke noget ophøjet koncernchef over ham. Han er en, der kan og vil tale med alle mennesker - høj som
lav.

Når man ser et billede af Jørgen fra hans første dag i SAS og bagefter ser et billede af ham, da han forlod SAS, kan man tydeligt se, at tiden i SAS har sat sine spor. Han har haft de hårdeste odds på grund af alt det, der skete, mens han var chef.

Han er ikke en entertainer på den der kom-og-se-mig-måde. Han er en åben og
god debattør, der er dødgod til at være i dialog med omverdenen. Det er ikke sådan, at det er et show, hvor han bare vil være i centrum. Det er derimod en ægte lyst til dialog og debat.”

- Susanne Larsen, administrerende direktør i SAS Danmark

Forhandlingspartneren

”I tiden i SAS var Lindegaard den, der bremsede og bremsede og sparede
udviklingen væk. Men som person vil jeg ikke sige noget negativt om ham. Der er ikke noget hovski-snovski over ham, og han er en meget afslappet og menneskelig person, der ikke forsegler sig bag tre sekretærer og en lukket dør. Blandt SAS-medarbejderne var der ingen tvivl om, at han godt kunne lide at være solkonge - at færdes i rampelyset. Men det er ikke ment negativt, for han kunne bare godt lide at fortælle om SAS, og hvad der skete i selskabet.”

- Nicolas Fischer, formand for Luftfartsfunktionærerne