Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Leder: Flere konkurser, tak

Det hidsigt overophedede marked for nybyggeri er ved at køle af. Markedet sætter sig, og tempoet går ned.

Det er godt, for der har været rigeligt fart på. Det høje tempo har ikke været godt for kvaliteten. Strømmen af klager i forbindelse med projektsalg, der siden har vist sig at blive udført i ringe kvalitet, har forekommet endeløs. Det kan kun blive bedre, når tempoet bliver lavere.

Både developere og entreprenører forbereder sig på de nye tider, hvor salget ikke bare galopperer af sted. Det sker i form af:

Mindre projektsalg og slet ikke noget uden en kontrakt med en slutkøber.

Nye udlejningsmodeller med købsoptioner til lejerne, når nu salget går trægt. Risikospredning, så byggeriet ikke kun drejer sig om boliger, men også kontorer, forretninger og markeder uden for Danmark.

En øget indsats for at rationalisere og præfabrikere. Kvalitetsgaranti ved nybyggeri, så betalingen først skal falde efter en uafhængig kvalitetsvurdering.

Det er gode initiativer, der kan mindske antallet af konkurser, når dampen for alvor forlader markedet. Det er fint.

Men det er også godt, at der kommer nogle konkurser i byggeriet. Det kan desværre ramme nogle uskyldige medarbejdere, leverandører og kunder, men er alligevel hårdt tiltrængt. Alt for mange dårlige developere har levet fint, udelukkende fordi boligpriserne er steget og steget. Tilsvarende har dårlige entreprenører overlevet i kraft af en ekstremt opskruet efterspørgsel.

Byggeri ikke bare i Danmark, men globalt er kendetegnet ved lav produktivitetsvækst, kortsigtet og mangelfuld planlægning, for ringe projektstyring, sjusk og banale fejl i lange baner. Retssager i forbindelse med sjusk og fejl i større byggerier er mere reglen end undtagelsen.

Derfor er det vigtigt, at der kommer nogle konkurser i branchen, så de ringeste kan blive presset ud – og allerhelst blive beskæftiget med noget andet fremover. Den økonomiske aktivitet vil fortsat være ganske høj i den kommende tid, så det er ikke det værste tidspunkt at skulle skifte branche.

Herudover er det essentielt, at flere konkurser får de developere og entreprenører, der fortsætter i branchen, til at indse, at de er på vej ud i en overlevelseskamp. De skal hanke op i sig selv og deres processer, så produktivitet og kvalitet bliver bragt op på et højere niveau.

Det skal ske ved at satse på højere faglighed for de enkelte i byggeriet, ved at skabe mere ledelse på byggepladserne, ved at industrialisere større dele af byggeprocessen og ved at øge specialiseringen.

Det er med at komme i gang. De developere og entreprenører, der indser det sidst, bliver de første til at ryge ud af branchen.

 




Markedet lige nu